DI Transport positive over transportdelen af ny energiplan
Med sit nye udspil om ”Vores Energi” lægger regeringen op til at øge iblandingen af biobrændstoffer til 10 procent.
Ifølge regeringen er det den mest realistiske vej til at leve op til EU’s krav om 10 procent vedvarende energi i transportsektoren i 2020. Samtidig lægger regeringen op til en øget elektrificering af transportsektoren gennem statslig medfinansiering af ladestandere og en forlængelse af afgiftsfritagelsen af elbiler til 2015. Endelig vil regeringen udarbejde en samlet strategi for fremme af energieffektive køretøjer, så som hybrid plug-in og elbiler mm.
DI Transport er positivt indstillet overfor planen:
- Biobrændstoffer bliver et væsentlig bidrag til at reducere CO2-udledningen fra transportsektoren, og kan på den korte bane give store reduktioner. Det viser de hidtidige erfaringer med iblandingskrav af biobrændstoffer i almindelig diesel og benzin. Derudover opfordrer vi regeringen til at lade sig inspirere af Sverige, hvor danske transportvirksomheder kører rundt med 100 procent biodiesel i tankene, fordi man har fritaget biodiesel fra energiafgifter, så det bliver økonomisk attraktivt for virksomheder at køre grønt, siger chefkonsulent Rune Noack fra DI Transport
Regeringens plan reducerer CO2-udledningen med 35 procent i forhold til 1990, mens de resterende 5 procent, der mangler for at nå op til regeringens mål om 40 procent reduktion, skal findes med en klimaplan, som regeringen vil fremlægge til foråret. Her vil transporten og landbruget også skulle bidrage.
- Vi er helt på det rene med, at transporten skal levere CO2-reduktioner. Også ud over de store reduktioner, der allerede er opnået med biobrændstoffer. Det afgørende er, at vi finder løsninger, der ikke går ud over mobiliteten, så vi kan fastholde vækst og arbejdspladser i Danmark, samtidig med at vi foretager en grøn omstilling, siger Rune Noack.
- Vores vurdering er at en grøn omstilling af transportsektoren skal basere sig på de øget brug biobrændstof og biogas, grønnere offentlige indkøb af bl.a. CO2-neutral kollektiv transport, mere energieffektiv godstransport med vægt på jernbanen og modulvogntog samt en omlægning af registreringsafgifter, så det kan betale sig at købe de mest energieffektive køretøjer, som f.eks. elbiler og hybridbiler.