Klart FDL-nej til aktioner
Frie Danske Lastbilvognmænd bakker op om møde på lørdag, men er ikke medarrangør.
- Selv om, vi er enige i de intentioner, der ligger bag stormødet i Fredericia med Transport og Miljø som primus motor, er det ikke desto mindre vigtigt at understrege, at FDL som sådan ikke er medarrangør af mødet og at FDL som en seriøs organisation naturligvis hverken kan eller vil gå opfordre vognmænd og chauffører til demonstrationer eller aktioner, siger formanden for Frie Danske Lastbilvognmænd, Christian Jensen.
- Vi vil helt klart ikke være medudsteder af nogen som helst former for ultimative krav og eventuelle efterfølgende handlinger, for sådanne handlinger ville på et splitsekund smadre det, vi har været mange år om at bygge op, og vi ønsker fortsat at være en seriøs organisation, som både medlemmer og andre kan stole på, fastslår formanden.
Men det hindrer ikke FDL i at bakke op om stormødet – og møde op.
- For intentionerne med stormødet er vi helt enige i, eftersom det er ved at være sidste udkald for den danske vognmandsbranche - og her tænker jeg først og fremmest på dem med dansk registrerede biler og chauffører, som bliver aflønnet efter gældende danske overenskomster, påpeger Christian Jensen. FDL har ved adskillige lejligheder søgt at råbe eksempelvis 3F op, men hidtil forgæves. Det undrer os meget, fordi danske vognmænd og danske chauffører har det selvsamme mål: Nemlig at bevare så meget kørsel som muligt på danske biler med danske chauffører. Når 3F ikke gør noget ved det, er det positivt, at folkene bag Transport og Miljø-gruppen har taget initiativ.
- For at fjerne enhver form for misforståelse, har FDL´s rolle omkring det kommende stormøde, udelukkende været af vejledende art, understreger kontorleder Jens Groot, FDL. Hidtil har det været stort set umuligt at råbe politikere og organisationer op, og vi forstår om nogen frustrationerne hos chaufførerne og folkene bag Transport og Miljø.