ATL: Udfordringer er der nok af
Den seneste tid har de gængse transportmedier været præget af artikler med diverse holdninger til ulovligheder, cabotagekørsel, kontrol eller mangel på samme, politiske initiativer om social dumping m.v, Skriver Anne Windfeldt Trolle fra ATL i en kommentar.
- ATL er blevet beskyldt for, at vi ikke ønsker nogen former for kontrol af reglernes overholdelse, og at vi ønsker os fri cabotage så hurtigt som muligt. Det er ikke rigtigt.
- Tværtimod har vi stor fokus på, at reglerne overholdes og ikke mindst, at der er en effektiv kontrol. Derfor støtter vi også det lovforslag, der er fremlagt, hvor der lægges op til en skærpet kontrol af de virksomheder, som ”alene” skal følge godskørselslovens § 6, stk. 4, der påbyder en godskørselsindehaver at følge de bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår, som følger af gældende overenskomst. Det var faktisk på vores, dvs. DI/ATL og 3F’s foranledning, at den del af lovforslaget overhovedet blev til.
- Vi ved også godt, at en fuldstændig liberalisering af cabotagereglerne vil være en endog meget stor udfordring for transportbranchen. Derfor er det ikke noget, vi skubber på for at få fremrykket eller på nogen måde ønsker gennemført nu, men med vores udmeldinger vil vi bare gøre opmærksom på, at det kommer til at ske før eller siden, og at det er vigtigt, at den enkelte virksomhed forbereder sig på de ændrede forhold, og ikke stikker hovedet i busken og tror, at det bare går over af sig selv.
- I ATL ved vi godt, at transportbranchen har en stor udfordring med massiv udenlandsk konkurrence, cabotagekørsel, eventuel yderligere liberalisering, høje danske lønomkostninger, social dumping m.m. Vi tror bare ikke på, at vi kan løse disse problemer med protektionisme, som efter vores opfattelse fører til selvtilstrækkelighed og manglende konkurrencekraft. Vi må ikke lukke øjnene for udviklingen, for dette vil på sigt lukke virksomhederne