Krone har styr på temperaturen
Den tyske trailerproducent udvikler hele tiden på sine kølevognsserier. Markedet for temperaturregulerede transporter er konstant stigende.
Af Finn Bjerremand
Med et konstant stigende marked for transporter, hvor man har styr på temperaturen, sker der hele tiden en udvikling af kølevognene og det materiel, der indgår i ”transportkæden”.
Forbrugerne stiller således hele tiden skrappere krav til at godset kommer frem i højeste kvalitet - samtidig med at transportprisen holdes nede. Derfor er effektivitet et vigtigt begreb, og når der så samtidig med stilles skrappere miljømæssige krav, er man nødt til hele tiden at udvikle produkterne.
Fahrzeugwerk Bernard Krone overtog i 2000 virksomheden Norfrig og produktionen af glasfiberkølekasser i Hvam og den tyske trailerproducent har siden udviklet glasfiberkassen, der stadigvæk har mange tilhængere.
I 2006 tog Krone dog springet og udviklede en ny kølekasse i stål, fordi det også er et efterspurgt produkt. Derfor kører koncernen i dag med to grene i køleserien: Krone Cool Liner Duoplex Steel og Krone Cool Liner Duoplex GFK med panelerne i en ”sandwich”-konstruktion i henholdsvis stål eller glasfiber.
Gennemgående chassisPå Krones nye chassisfabrik i Lübtheen samles chassiser til både Cool Liner Steel, der færdigproduceres i Lübtheen og Cool Liner GFK, som bygges i Hvam. Krone anvender et gennemgående chassis under kølekasserne, selv om kasserne faktisk er selvbærende og der kunne spares et ekstra stykke chassis fra forenden af akselsektionen og fremad.
- Det gennemgående chassis optager ukontrollerbare kræfter under læsning og aflæsning, hvis for eksempel en gaffeltrucks kører ind i bagenden med en stor last på gaflerne, forklarer Krones teknikere.
Køletraileren Krone Cool Liner Duoplex Steel omfatter både en robust opbygning og masser af udstyr. Den 50 mm stærke forsmæk er indvendig forstærket med fire aluminiumsprofiler, hvorved der samtidig sikres en fordeling af luften.
Masser af udstyrDe HACCP-certificerede sidevægge (Hazard Analysis Critical Control Points), er rengørings- og servicevenlige og den 125 mm tykke bund, som er meget modstandsdygtig over for væsker, er bestykket med gennemgående vinkelskuelister langs sider, og fuldsvejset til alu low-noise dørkbund.
De ekstra forstærkninger i bagportalen, tillader høj belastning med gaffeltrucks. Bagportalen, der er fremstillet i rustfri stål, er desuden tilpasset til forskellige ramper og har forsænkede dørhængsler.
Som standardudstyr er køletrailerne udstyret med to lukkestænger i rustfristål, men kan efter kundeønske udstyres med fire.
Ligeledes er Cool Liner Duoplex Steel udstyret med dørkontakter, så den indvendige belysning i kassen automatisk tændes, når bagdørene åbnes.
En ny indvendig LED-belysning er også standard på køletrailerne samt på bokstrailerne i serierne Cool Liner og Dry Liner. Ikke alene giver LED et bedre lys, men der er også tale om et mindre energiforbrug, ligesom LED har længere levetid og kræver mindre vedligeholdelse.
Den fleksible luftkanal i loftet sørger for en jævn fordeling af den kolde luft og er også beregnet til dobbeltdæk.
DobbeltdækVed udnyttelse af dobbeltdækket tilbyder Krone også en unik løsning, der gør det muligt at sikre godset under transporten.
Det er muliggjort ved hjælp af surringslister monteret vandret mellem de lodrette skinner for dobbeltdæk. Dobbeltdækskinnerne findes i to længdevarianter nemlig 1600 mm eller 1900 mm.
Til køretøjet er der også udviklet en Vario låseanordning, der er specielt konstrueret for transport af blomsterbure. Det brugervenlige lastsikringssystem Vario Lock er enkelt at betjene og står for en hurtig og problemfri læsning og aflæsning af køretøjet. Det fungerer ganske enkelt: på bunden og indvendig på tagpanelet er der placeret fire aluminiumslåseskinner. Sikring af godset sker med fire lodrette teleskopstænger og på den måde sikres, at blomsterrullebure transporteres stabilt og sikkert.
Cool Liner Duoplex Steel leveres også med mulighed for transport med ophængt kød. Ophænget findes i forskellige udførelser og leveres specificeret efter de krav der stilles i de forskellige lande.
Ny bokstrailer med sandwichpanelerUdviklingen går mere og mere i retning af bokstrailere, der er let tilgængelige i bagenden, men som har en lukket ladkasse, der helst både skal være let samt både tæt og godt isoleret.
Denne type trailere vinder ofte indpas ved transporter af gods, som hurtigt kan rulles ud og ind af bagenden, ligesom de anvendes til gods, hvor der ind i mellem er brug for at kunne sætte lidt varme på. Det kan f.eks. være til transport af lak og lignende produkter, der ikke tåler kulde.
Derfor har Bernard Krone gruppen udviklet en ny bokstrailer, Dry Liner, som i stedet for sider af finer, har sider produceret af carbofont-paneler. Carbofont er et produktnavn og består af genanvendeligt plastikmateriale – på dansk sandwich-panel.
Produktet har den fordel i sammenligning med finer, at det ikke arbejder og samtidig er det væsentlig mindre ømfindtlig overfor påvirkninger fra omgivelserne.
- Man bør med fordel vælge en version, hvor taget og forsmækken er isoleret, da merprisen for det er til at overse, siger salgsdirektør Ole Knudsen, Krone Skandinavien A/S i Aabenraa, hvor man allerede har gode erfaringer med det nye panel, idet et antal veksellad, der har været i drift gennem længere tid, er konstrueret med de nye produkter.
Trailerproducent øger omsætningFor det netop afsluttede regnskabsår 2010/2011 forventer direktør Bernard Krone et betydeligt plus på alle forretningsfelter hos Europas næststørste trailerproducent.
- Også selv om vi ikke har alle endelige resultater klar fra vores udenlandske datterselskaber, tegner det til, at vi i gruppen har genereret en omsætning på omkring 1,2 milliarder euro, oplyser Bernard Krone.
Det svarer til ni milliarder danske kroner og en stigning i omsætningen på hele 77 procent.
I landbrugsmaskine-divisonen, Maschinenfabrik Krone, regner Bernard Krone med et omsætningsplus på ca. 24 procent til 405 mio. euro, og der forventes tilsvarende et plus på ca. 22 procent ved handelsselskabet Krone Landtechnik Vertrieb und Dienstleistungen, hvilket er et omsætningsspring på ca. 100 mio. euro.
Den væsentligste indtægtskilde er dog trailerfabrikken Fahrzeugwerke Bernard Krone, Werlte, der forventes at komme ud med en omsætning på 775 mio. euro. Efter det kraftige fald i salget under finanskrisen, er salget af påhængskøretøjer steget med næsten 150 procent.
- Ved første øjekast er det relativ store stigninger, men vi må relatere til, at vi i segmentet for erhvervskøretøjer stadig kun bevæger os på niveau med 2006/2007, tilføjer Bernard Krone.
Samlet er Krone-koncernen dog på rette spor, konstaterer han.
fba@transporttidende.com