23948sdkhjf

Politiet – det er os selv

I de forløbne uger har pelsdyravlere, vognmænd og speditører fået det at vide. Og inden længe får vi det alle sammen at vide: op til jul vil politiet igen minde os om, at vi selv har et ansvar for at sikre os mod julens mange indbrud.

I de forløbne uger har pelsdyravlere, vognmænd og speditører fået det at vide. Og inden længe får vi det alle sammen at vide: op til jul vil politiet igen minde os om, at vi selv har et ansvar for at sikre os mod julens mange indbrud.



Af Gwyn Nissen

Den melding fik transportbranchen forleden på et seminar i Padborg. Et seminar, der udspringer af en frustration hos erhvervsfolk over, at Danmark tilsyneladende er et ta-selv-bord for kriminelle.

Og ja, det er det til dels – og transportområdet i særdeleshed. Med et glimt i øjet sagde en svensk politikommissær på seminaret, at han i sit næste liv ville komme tilbage som kriminel i transportbranchen.

Ups, den sved, når nu en del af den frustration, der er i branchen ikke mindst skyldes politiet: Der er for lidt politi på gaden og når vi har brug for dem, er de der ikke, lød kritikken på det første Padborg-møde.

Siden har piben fået en anden lyd, fordi politiet har haft held med at påvise, at der stadig er et stort uudnyttet potentiale i virksomhederne for selv at sikre sig mod ubudne gæster.

I Padborg er en række virksomheder det seneste års tid gået foran med et godt eksempel, og samarbejdet i grænsekommunen Aabenraa har blandt andet ført til skabelsen af en sikringsmanual. Så nu er der i hvert fald ingen undskyldning for ikke at have fået et hav af – delvis gratis – ideer til, hvordan man selv kan sikre sine værdier.

Med andre ord, er vi vores eget politi. Men kun til en vis grad og når det gælder forebyggelse. Når forbryderne skal bag lås og slå, må vi overlade arbejdet til betjentene og forlange, at de så også træder i aktion.

I løbet af 2011 har Udlændingekontrolafdelingen i Padborg faktisk hentet 140 udenlandske kriminelle tilbage til retsforfølgelse i Danmark. Det er ikke mindst godt for vores retsbevidsthed.

På den baggrund er kritikken af politiet i Padborg også forstummet for en stund og er blevet afløst af et frugtbart samarbejde med et tydeligt signal: Her vil vi ikke tolerere tyve.

Velvidende, at banditterne så tager til andre byer eller opsøger andre brancher for at fortsætte deres ”virke”.

PS: Sikringsmanualen er bl.a. tilgængelig for alle på Aabenraa Erhvervsforenings hjemmeside www.ehaa.dk

gn@transporttidende.com
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047