Skifter tilbage på toppen
Skifter Lastbil A/S har vundet Volvos egen konkurrence indenfor kundetilfredshed og kvalitet, Second to None.
- Skifter Lastbil A/S har kundetilfredshed og fokus omkring kunderne som en af firmaets vigtigste kerneværdier, derfor er det en stor glæde og anerkendelse når målet om at være den bedste Volvo forhandler i Danmark, målt på kundetilfredshed opnås, siger Michael Hedegaard, eftermarkedschef for Skifter koncernen, der varetager salg af Volvo lastbiler i Syd- og Vestjylland.
Second to None er Volvos egen konkurrence indenfor kundetilfredshed, hvor alle afdelinger/funktioner analyseres anonymt.
Skifter Lastbil har gennem nogle år arbejdet med forskellige målsætninger og tiltag, som har resulteret i nogle omstruktureringer for at skabe mere nærvær til kunden. Ved at spørge kunderne om deres syn på et godt samarbejde, er Skifter kommet tættere på kunderne.
- Resultaterne herfra bruges dagligt i forsøget på at yde kunderne den bedste service, og med årets Second to None resultat kan vi nu se, at vi bestemt bevæger os i den rigtige retning, forklarer Michael Hedegaard.
Skifter har blandt andet valgt at prioritere kompetenceudvikling højt. Værksteds- og lagerpersonalet deltager således løbende i Volvos Vista-konkurrence, som er et vigtigt led for at højne personalets tekniske kompetencer.
- Når vi gentagne gange placerer os helt i top i denne konkurrence, både på landsplan og verdensplan, så er jeg overbevist om at det er noget medarbejderne tager med ind i jobbet, når kunderne skal betjenes, siger Michael Hedegaard.