Alex Andersen vælger Adacta
Vognmandsfirmaet er i gang med at implementere et nyt NaviTrans-system.
- Vores nuværende system er for langsomt og en ældre udgave af Navision. Men hvis vi skulle udbygge vores gamle system, ville det komme til at koste en del penge, og vi ville stadig have et system, som trængte til at blive opgraderet, så derfor valgte vi at se os om efter et nyt system, siger Ib Andersen, direktør for Alex Andersen, Ølund A/S.
Den nye løsning bliver leveret af Adacta A/S, der arbejder med systemet NaviTrans – et belgisk system, der er baseret på Microsoft Dynamics NAV RTC, der tidligere er kendt under navnet Navision, som Alex Andersen, Ølund A/S.
- Vi har valgt Adacta A/S fordi de leverer en bred palet af de systemer, som vi har behov for, og så fordi det er Navision, som deres system er udviklet på. Vores gamle system var også Navision, og det var vi glade for. Oveni har Adacta A/S et standardsystem, som kan det hele, og der er flere firmaer, der har systemet, så vi ved, at det er funktionsdygtigt og bliver opgraderet, forklarer Ib Andersen.
Fordelen ved NaviTrans er, at det sammenkører alle oplysninger i en vognmandsforretning lige fra kunden har indtastet en kørsel, disponenten lagt ruten til regnskabsafdelingen skriver en regning og bilerne skal vedligeholdes.
Kan mange ting- Det nye system kan ruteberegne, konsekvensberegne, og så er der en grafisk planlægning, og oveni er der et værkstedsmodul, der indeholder service og fordeling af omkostning på egne biler og udskrivning af faktura til eksterne kunder. Og så får vi et web-modul, hvor kunderne kan booke deres transport, uddyber Ib Andersen.
En større gennemsigtighed i den daglige planlægning for medarbejdere på alle niveauer er hvad Ib Andersen forventer, så Alex Andersen, Ølund A/S fremover vil være i stand til at give bedre information til kunderne om, hvor deres varer er og hvad tid de bliver leveret.
- Det giver en bedre kundeservice og deraf også større tilfredshed, og i vores administration vil vi få bedre informationer at træffe beslutninger på, da vi får øget mulighed for økonomisk opfølgning med det nye system, siger Andersen, der forventer en tilbagebetalingstid på it-investeringen på to år.
Adacta A/S har tilrettet systemet efter virksomhedens ønsker og behov. Første fase skal være implementeret 1. januar 2012 og til årsskiftet 2013 skal hele det nye system være på plads.