Miljøvenlig renovationsvogn går i serie
Volvo indsætter den første elhybrid renovationsvogn i ordinær drift for at afhente affald i det centrale Göteborg.
Køretøjet, der vil blive fulgt af flere, er skræddersyet til at køre i tætbebyggede områder.
Verdens første seriefremstillede elhybrid renovationsvogn drives med både dieselmotor og en elmotor - enten hver for sig eller i fællesskab. Den laster og komprimerer affaldet, uden at dieselmotoren startes op, ved hjælp af el fra et separat batteri. Resultatet er en reduktion af udslippet af skadelige stoffer med 33 procent set i forhold til en ren diesel-løsning.
- Det er endnu et trin i retningen af at reducere både luftforureningen og mængden af støj fra tung trafik i Göteborg, siger Bernt Svensén, der er projektleder for Klimasmart Citydistribution ved Business Region Göteborg i Sverige.
Allerede for to år siden præsenterede renovationsselskabet Renova koncept-renovationsvognen. Den har siden kørt som feltprøve på en af Renovas almindelige renovationsture. Evalueringen af lastvognen viser et bedre resultat end forventet, når det gælder energieffektivitet og dermed også niveauet på udslip.
- I et nært samarbejde med Volvo Lastvagnar er renovationsvognen blevet udsat for test og er blevet forbedret. Renovas chauffører har haft en meget vigtig rolle, siger Lars Thulin, der er chef for udvikling af køretøjer hos Renova. I betragtning af at en renovationsvogn står stille mellem 60 og 70 procent af en arbejdsdag, udgør elmotoren en meget vigtig funktion. Udviklingen er sket i et tæt samarbejde med Norba.
Renova vil være fossilfri- Renova har gennem mange år haft et frugtbart samarbejde med Volvo og Norba, som har ledt til mange epokegørende innovationer, når det gælder transport af affald. Vi har mange køretøjer ude på gaderne og vi tager ansvar for såvel nærmiljøet som for hele klimaet. Vores mål er at blive det første fossilfri transportselskab i Sverige, siger Renovas adm. Direktør, Christian Baarlid.