Ny vigtig omfartsvej forsinket i Fredericia
Den nyanlagte Ydre Ringvej i Fredericia, der snart skulle have været indviet er blevet ramt af forsinkelse.
Det skriver Fredericia Dagblad. Faren for jordskred på begge sider af den nye tunnel, der skal føre Ydre Ringvej under jernbanen, forsinker indvielsen af den nye omfartsvej med op til to måneder.
De ingeniørmæssige beregninger hos Grontmij var forkerte, så nu skal entreprenøren Arkil A/S etablere en ny og stærkere spunsvæg omkring tunnelen. Forsinkelsen vil udløse dagbøder til Arkil, der har kontrakt med Fredericia Kommune.
Ydre Ringvej skal føre trafikken vest om Fredericias nordlige del, så bl.a. tunge transporter vil få lettere adgang fra motorvejsnettet til bryggeriet og raffinaderiet m.v. i den nordlige del af byen.