Blue Water får kæmpe-opgave
Esbjerg-virksomheden Blue Water Shipping har netop landet en stor ordre på at transportere vindmøller for Vestas til Australien.
Kontrakten omfatter 140 kæmpe vindmøller fra Vestas, der over otte omgange skal udskibes fra Esbjerg Havn og sejles til det sydøstlige Australien og siden køres til Macarthur i staten Victoria.
- Det er Blue Water Shippings første, store vindmølleprojekt i Australien. Jeg mener, vi har fået ordren på grund af vores betydelige og internationale ekspertise på vindmølle-transport, siger Kurt Skov, der er administrerende direktør og stifter af Blue Water Shipping, til P4 Syd.
Han er lige nu med i den delegation, der følger Kronprinsparret i Australien, og Kurt Skov forventer nu en markant stigning i antallet af ordrer på vindmølleprojekter "down under".