Tid til en stor fælles slagplan
En svag Storstrømsbro, som er en bombe under den kommende Femern-trafik, IC4-tog, der ikke kan bremse (kan de køre?), forældede signaler, der skal udskiftes for milliardbeløb, uhumske sanitære forhold på rastepladser, manglende parkeringspladser til lastbiler osv.
Af Gwyn Nissen
To-do-listen er lang, når vi taler om, hvad der skal rettes op på i dansk infrastruktur. Ovenstående liste må ikke forveksles med de ønskelister, som børnene i denne tid sender til Grønland. For mens politikernes ønskeliste også omfatter en ny Kattegatbro, en bro fra Als til Fyn samt en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg plus diverse motorveje mm., så er ovenstående blot en efterslæbs-liste.
Det er simpelthen ting, der skal ordnes, for at Danmark overhovedet kan fungere i dagligdagen. Signaludskiftningen på de danske baner er i gang, men derudover halter det stadig med at få sat skub i nødvendige investeringer i infrastruktur.
De nuværende midler rækker simpelthen ikke, hvis de både skal indhente årtiers forkerte valg og tage højde for fremtidens udvikling.
Det er tid til at lave en fælles stor slagplan. Trafikpolitikerne var under den forrige regering så småt begyndt på en mere overordnet politik, men det er ikke nok, at trafikpolitikerne er enige om, hvad der skal gøres.
Infrastrukturen skal op på topniveau, og der skal skabes en generel forståelse i Folketinget for, at klatbeløb ikke længere nytter noget, når der skal rettes op på både efterslæb og fremtidige behov.
Trafikken vokser i de kommende år og derfor skal der milliarder ekstra på bordet – mange år frem i tiden. Og ja, der må gerne tænkes kreativt i forhold til OPP-projekter, investeringer fra pensionskasser eller vignetter til udenlandske bilister.
Det afgørende er, at vi kommer i arbejdstøjet. For lige nu vokser regningen for efterslæbet dag for dag – ikke kun for selve arbejdet, men også for de gener, som dansk erhvervsliv dagligt påføres på grund af en sygdomsplaget dansk infrastruktur.
gn@transporttidende.com