Baneprojekt skal ændres
Venstres trafikpolitiske ordfører, Kristian Pihl Lorentzen, kommenterer baneprojekt.
- Ved forhandlingerne op til den store brede trafikaftale fra januar 2009 var alle partierne fuldstændig enige om, at der er hårdt brug for at opgradere den sønderjyske jernbane til dobbeltsporet bane hele vejen til grænsen, skriver Pihl Lorentzen.
- Både af hensyn til passagerer og godstransporten er det vigtigt, at vi omsider får fulgt op med handling på de mange års snak om at opgradere banen.
- Der er tale om en vigtig grænseoverskridende transportkorridor, der vil få øget betydning i fremtiden som europæisk korridor – også efter åbningen af den faste forbindelse ved Femern.
- Det samme gælder i øvrigt også med hensyn til den nord-syd-gående vejkapacitet i Jylland, hvor ”Hærvejsmotorvejen” er den oplagte langsigtede løsning frem for at mase endnu mere trafik gennem flaskehalsen ved Vejle.
- I forbindelse med sidste uges forhandlinger om en tiltrængt elektrificering af banen til Esbjerg kom der et forslag om at stille opgraderingen af den sønderjyske bane i bero. Det medvirker Venstre ikke til. Vi holder fast i aftalte projekter og indgåede forlig.
- Til gengæld er der kommet fokus på, at det foreliggende anlægsprojekt fra Banedanmark vil indebære uacceptable forstyrrelser af togdriften i Sønderjylland i op til to år. Derfor skal der snarest udarbejdes et alternativt forslag, der gør det muligt at anlægge et ekstra spor mellem Vojens og Vamdrup uden at togdriften forstyrres på det eksisterende spor. Ganske som det er sket ved tidligere udvidelser på banen, siger Kristian Pihl Lorentzen.