Containerskib i græsk grundstødning
Containerskibet Cafer Dede, der er tysk ejet, sidder nu på fjerde dag fanget på klipperne på den græske ø Syros.
Cafer Dede er indregistreret på Marshalløerne, men angiveligt tysk ejet, sejlede tirsdag direkte ind i den klippefyldte kyst på øen Syros, der ligger omkring 150 kilometer sydøst for Athen. Siden har det havarerede skib udviklet sig til en mindre turistattraktion.
De græske myndigheder frygter en miljøkatastrofe, selv om der endnu ikke er meldinger om læk på skibets brændstoftanke. Der er udlagt flydespærringer omkring skibet.
Det skriver maritimedanmark.dk.
Der er ingen synlige skader på skibe og den 19 mand store besætning meldes uskadt.
Strandingen skete angiveligt ved god sigtbarhed, og der er endnu ikke offentliggjort nogen forklaringer på, hvordan skibets besætning kunne overse den 84 kvadratkilometer store ø.
Da skibet stævn er kilet op på kysten, frygter de græske myndigheder, at det kan blive særdeles vanskeligt at bringe Cafer Dede flot, selv om der ligger to slæbebåde klar til at forsøge at trække det 26.000 tons dødvægt store skib fri.