Alle høres om betalingsring
Regeringen har planlagt en god proces om et vigtigt projekt, siger skatteminister Thor Möger Pedersen.
Noget tilsvarende sagde transportminister Henrik Dam Kristensen forleden i forbindelse med, at regeringen om tre måneder vil have truffet en beslutning om betalingsringen rundt om København.
- Planen tager hensyn til at vi skal have gang i et vigtigt projekt, der skal minimere trængslen i København samtidig med, at vi skal have inddraget de berørte parter, siger Thor Möger Pedersen til DR Nyheder.
Han er sikker på, at planen vil falde ud til alles tilfredshed - også borgernes. Thor Möger Pedersen vil dog ikke løfte sløret for, hvad det kommer til at koste, når man passerer betalingsringen.
SamrådTorsdagens samråd i Folketingets Transportudvalg om en betalingsring landede ifølge Dansk Transport & Logistik "som forventet atter en gang uden understel", da transportminister Henrik Dam Kristensen og skatteminister Thor Möger Pedersen over for en kampberedt opposition fra V og DF blot kunne trække på skuldrene og gentage, at de er "ved at opfylde betingelserne i regeringsgrundlaget".
Bliver taksterne på kollektiv trafik nedsat den 1. januar som lovet i valgkampen? Hvem skal have dispensationer? Hvor skal ringen ligge? Hvilken teknik skal anvendes? Skal godstransporten betale også? Hvad med P-pladser uden for ringen? Spørgsmålene føg ifølge DTL gennem luften fra oppositionen men blev besvaret med relativ tavshed.
Transportministeren havde dog trods alt en plan, som han indviede udvalget i: I december måned vil han foranstalte en høring eller konference, hvor han inviterer alle interessenter – også erhvervslivets organisationer – til at komme med deres indspark. Og i slutningen af februar eller begyndelsen af marts næste år agter transportministeren at fremsætte et lovforslag om en betalingsring, der – som han siger – ”kan blive grundigt behandlet af Tinget” inden sommerferien.
Venstres trafikpolitikere, der konsekvent betegner projektet som en ”betalingsmur”, havde noget svært ved at se, hvad den såkaldte dialog med interessenterne skulle til for, hvis det ligger fast, at det under alle omstændigheder bliver til noget.
Transportministeren kaldte kryptisk projektet et ”langtidsprojekt”, og skatteministeren bedyrede, at det vil være en ”del af logikken”, at der følger en skattelovgivning i halen på betalingsringen – samtidig med, at han forsikrede udvalget om, at regeringens ”forsigtighedsprincip” også gælder i denne sammenhæng (krone til krone finansiering).