Uhyggelig oplevelse
Trækstangen knækkede under kørsel.
En chauffør fra et fynsk vognmandsfirma var i sidste uge ude for en voldsom oplevelse som sikkert vil stå i erindring i lang tid fremover. Chaufføren kom kørende gennem en lille by på Fyn med sit lastvognstog, da trækstangen til påhængsvognen pludselig knækkede. Det resulterede i at
at påhængsvognen mistede forbindelsen og dermed styringen, hvorefter den ramte et hus for til sidst at vælte.
Heldigvis var der kun tale om materiel skade, men konsekvenserne kunne have været uoverskuelige, hvis der havde været andre trafikanter eller beboere i nærheden.
Som det fremgår af billedet er trækstangen en type som kan knækkes ned ved overførsel af containere fra forvognen til påhængsvognen, og den er knækket over ved et af de huller, der er lavet i udtræksstykket med selve prodsøjet for at kunne regulere længden på trækstangen.
Uheldet, der er en form for teknisk sammenbrud, kan umuligt tilskrives alderen, for der er ikke tale om gammelt materiel, og det er en trækstang der er beregnet til et 48 tons vogntog.
Ulykken får debatten omkring trækstænger og ophæng af påhængsvognskoblinger til at blusse op igen, fordi man med rette kan spørge om materiellet er godt nok, syn og regler er gode nok på dette område.