Ny godskørselslov skyder langt under målet
Udkastet til en revideret godskørselslov, som netop har været i høring hos transporterhvervets organisationer, er halvhjertet og uden visioner.
Det mener brancheorganisationen ITD, der opfordrer den nye transportminister til at etablere en transportkommission, som skal komme med oplæg til en mere gennemgribende modernisering af erhvervets rammer.
Der er synlige tegn på, at danske transportvirksomheder er alvorligt ramt på konkurrenceevnen. Stadigt flere danske lastbiler får en udenlandsk nummerplade samt en udenlandsk chauffør i stedet for en dansk. P.t. kører mindst 3.250 danskejede lastbiler på udenlandske nummerplader, og tendensen er støt stigende.
-Arbejdet med at revidere den danske godskørselslov er yderst vigtigt i lyset af den negative udflagning, der foregår. Men desværre må vi konstatere, at det nuværende lovudkast trods flere udmærkede administrative lettelser ikke tager tyren ved hornene og får bragt de danske rammevilkår på sporet af fremtiden”, siger ITD’s adm. direktør Jacob Chr. Nielsen.
Konstruktiv dialogHan peger på løn- og arbejdsmarkedsvilkår samt bøde- og kontrolsystemer som to eksempler på emner, der helt bør gentænkes i en ny og mere tidssvarende godskørselslov. Og det skal ifølge ITD ske i konstruktiv dialog mellem erhvervet og lovgiverne. Konkret foreslår ITD, at den nye transportminister nedsætter en transportkommission med deltagelse af erhvervets organisationer inklusive fagforeninger. Kommissionen skal komme med et oplæg på, hvordan visionen om ”Danmark som Transportland” kan omsættes i konkrete rammer for transporterhvervet.
- Som en randstat i Den Europæiske Union er Danmark og dansk erhvervsliv dybt afhængig af at have en effektiv og velfungerende transportsektor. Derfor bør det enkle udgangspunkt for en ny godskørselslov være at lokke de gode transportvirksomheder til at blive i landet frem for at skræmme dem væk. Men i forhold til denne udfordring virker det aktuelle lovudkast desværre noget halvhjertet og visionsløst”, siger Jacob Chr. Nielsen.
Et eksempel på, at det aktuelle lovudkast er venstrehåndsarbejde, er ifølge ITD forslaget om at forhøje alle bødestraffe.
- I vores øjne er det skudt langt under målet med en lovrevidering, der snarere befæster status quo end bibringer den nødvendige fornyelse af erhvervets rammer. Der er alle gode grunde til at tage opgaven med at revidere godskørselsloven alvorligt. Lad os derfor få en proces, som lægger op til det, siger Jacob Chr. Nielsen.