SAS får et lille overskud
Det lykkedes flyselskabet SAS at komme ud af tredje kvartal med et overskud på 276 millioner svenske kroner før skat.
Selskabets omsætning faldt i danske kroner fra cirka 8,9 milliarder kroner til nu 8,7 milliarder kroner. Antallet af passagerer gik frem med 4,1 procent svarende til 300.000 ekstra.
Målt på året hidtil har SAS et overskud før skat på 448 millioner svenske kroner - eller 368 millioner danske kroner.
SAS fastholder sin tidligere prognose for hele året, men bemærker, at forudsætningerne for at opfylde målene er blevet forværret.
- Vores tidligere prognose for hele året 2011 står fast, men forudsætningerne for at opfylde prognosen er forværret, skriver SAS således i kvartalsregnskabet. Flybrændstofpriserne, yderligere kapacitet på markedet, den globale økonomiske udvikling og usikkerheden i forhold til Spanair giver øgede udfordringer.
- Hvis der ikke sker noget uforudset, er der fortsat forudsætninger for, at SAS-koncernen vil kunne nå et marginalt positivt resultat før skat for hele året.