Meget bedre Canter
Europæisk lancering: Ny Fuso Canter med automatiseret dobbeltkoblings-gearkasse byder på væsentligt bedre chaufførkomfort.
Af Lars Lassen
LUDWIGSBURG, TYSKLAND - Markedet for små lastvogne i spændet mellem 3,5 og 7 tons totalvægt i Danmark, bliver lidt mere interessant i starten af 2012, når den nye og stærkt forbedrede Fuso Canter kommer til landet.
Den nye Fuso Canter - Mitsubishi-navnet er droppet - er et omfattende redesign baseret på den eksisterende Canter-model.
Rygraden på Canter er fortsat en solid chassisramme - der reelt betyder at Canter er en lille lastbil i modsætning til mange af konkurrenterne – som er helt nydesignet. Fuso har her indført et standardmønster af forborede huller i vangerne, der gør arbejdet væsentligt lettere for opbyggerne.
En vigtig detajle, fordi Fuso Canter ikke er nogen standardbil, men fungerer som basis for et bredt udvalg af opbygninger, fra simple ladopbygninger til avancerede kran eller komprimatorbiler.
Den nye Canter vil forsat blive leveret i 3,5 og 7 tons versioner, men som noget nyt kan Fuso også levere en Canter med en totalvægt på seks tons.
Nyttelasten er forbedret med fra 85 til 500 kilo. 7,5 tons udgaven kan bære op til seks tons på bagakslen.
Den nye Canter kan leveres med seks forskellige akselafstande – herunder en ny akselafstand på 4,75 meter til opbygninger.
Den nye Canter kan som forgængeren leveres i særlig smal udgave på 170 centimeter i bredden (fraregnet sidespejlene, der kan klappes ind). Nyt er det at bredden på 170 centimeter nu gælder for hele køretøjet, forudsat opbygningen holder sig inden for den bredde.
KomfortFronten på Canter har fået et tiltrængt visuelt løft med en helt ny front med indbyggede tågelygter i en forbedret kofanger, der bedre tager af for små ’skrub’. En blødere formgivning skal desuden reducere skaderne på bløde trafikanter ved uheld.
Selve førerkabinen er baseret på den eksisterende, men forbedret på en række punkter ifølge Fuso.
Formatet med et hængslet førerhus oven på motoren er et andet væsentligt lastbil-karaktertræk ved Canter. Pladsen er fortsat lidt trang – ikke mindst i den særlige smalle udgave – og ind og udstigning kræver lidt tilvænning. Herefter går det dog let at komme hurtigt ind og ud.
Hjulkasserne begrænser som i den eksisterende model sædeudvalget – ikke mindst mulighederne for sædeaffjedring. Men de nydesignede Isringhausen-sæder med integreret nakke- og lændestøtte giver en væsentligt bedre komfort – ikke mindst på førersædet.
Interiørdesignet har fået et stærkt tiltrængt løft, men den nye Canter bærer dog fortsat det japanske designpræg for kommercielle køretøjer, der stadig halter noget bag efter europæiske standarder. Den nye Canter følger dog den europæiske trend med flere opbevaringsrum i førerkabinen – herunder ’hattehylder’ over forruden. Der er også blevet en anelse bedre plads til gennemgang af kabinen.
Fuldautomatisk aircondition er standard, lige som opvarmede sidespejle og startspærre.
DuonicDen nye Fuso Canter produceres i Europa på en moderne bilfabrik i Tramagal i Portugal. Det er Fiat Powertrain, der leverer den 4-cylindrede 3.0 liters commonrail turbodiesel, der i forskellige varianter trækker alle Canter-modeller. Ydelserne går fra 130 hk (300 Nm) over 150 hk (370 Nm) til 175 hk (430 Nm). Topmoment ydes fra 1300 til 2840 omdrejninger per minut, dog først fra 1600 omdrejninger på 175 hk motoren.
Ude i Europa er det en klassik manuel 5-trins gearkasse, der er standard. Her kræver joy-stick gearskiftet lidt tilvænning og betjeningsoplevelsen er lidt traktoragtig.
Derfor har man i Danmark valgt at gøre Fusos Duonic-gearkasse med dobbeltkobling til standard. Der er tale om et automatiseret gearskifterobot, der er koblet på en Fuso-udviklet dobbeltkoblingsgearkasse. Dermed bliver Fuso Canter den første lastbil, der kan leveres med dobbeltkoblingsgearkasse.
Resultatet er en helt usædvanlig let og smidig køreoplevelse. Gearskiftet foregår næsten umærkeligt og automatikken klarer selv det hele – næsten. Hvis man har behov for motorbremsning ved stejle nedkørsler, kan det blive nødvendigt at betjene gearskiftet manuelt.
Det manuelle gearskifte kan dog leveres til de danske kunder, der ønsker det.
SikkerhedFrontairbag er standard i førersiden, men option ved passagersæderne. ESP er kun en mulighed på 6 og 7,5 tons modellerne.
På 3,5 tons udgaven er der uafhængigt forhjulsophæng, hvilket giver mærkbart forbedrede styreegenskaber. Det var tydeligt ved testkørslerne nord for Stuttgart, hvor der typisk blev kørt med en ballast på 750 kilo på 3,5 tons bilerne.
Start-StopDen nye Canter kan også leveres med start-stop-teknologi, hvilket kan reducere brændstof-forbruget med op til tre procent. Teknikken virkede dog ikke overbevisende, da opstarten tager væsentligt længere tid end tilsvarende løsninger på person- og varebiler.
Det skyldes ifølge Fuso Canters drivlinje og tyngde. Det tager tre sekunder fra stoppet motor til der er moment nok til start. Derfor er start-stop også frakoblet, hvis bilens blinklys er tændt. Fuso skønner nemlig, at opstarten er for langsom ved for eksempel et venstresving, hvor det tager for lang tid at krydse ind forbi modkørende trafik.
Derfor har den danske importør også valgt, at start-stop ikke er standard, selv om teknologien giver god mening i bymiljøer, hvor Canter erfaringsmæssigt kører mange af sine kilometer.
ServiceFuso har også udvidet serviceintervallet på den nye Canter fra hidtil 30.000 kilometer til nu 40.000 kilometer. Oven i kommer en garanti på tre år eller 100.000 kilometer, samt gratis vejhjælp i hele Europa. Måske et tegn på, at Fuso, og dermed Daimler, ikke forventer nævneværdige driftsmæssige problemer med den nye Canter.
Den nye Canter – før opbygning - er ikke noget billigt bekendtskab med en startpris på 261.000 kroner for den mindste 3,5 tons udgave med Duonic-gearskifte. Startprisen på 6-tons udgaverne er 392.000 kroner, mens 7,5 tons udgaverne starter fra 332.000 kroner.
Men Canter har en række grundlæggende dyder, som tiltrækker en bred vifte af kunder. Fuso i Danmark forventer, at salget af den nye model næste år kommer til at ligge på omkring 100 enheder.
Med de mange forbedringer, som den nye Canter byder på, så var indtrykket fra testkørslerne i Tyskland, at den lille japansk designede slider faktisk fortjener en større markedsandel.
ll@transporttidende.com