Underkendt: Rederi krævede i Sø- og Handelsretten mere end 15 mio. kroner af fratrådt direktør.

Som det ofte er fremgået i disse spalter er det en afgørende forudsætning for at kunne kræve erstatning af personer eller selskaber, at der kan påvises et erstatningsgrundlag, der i de fleste tilfælde er et såkaldt culpaansvar med ligefrem bevisbyrde. Den ligefremme bevisbyrde betyder, at det er den der kræver erstatningen, der skal overbevise retten om, at modparten har begået fejl.

Andre ufravigelige betingelser for at kunne få erstatning er eksempelvis, at der er årsagssammenhæng (kausalitet) mellem den påståede fejl/skade og det tab, der er lidt, ligesom det er en forudsætning, at tabet har været påregneligt (adækvat) for ”synderen”.

Sø- og Handelsretten har den 20. oktober afsagt dom i en sag, hvor et rederi afkrævede godt 15,5 mio. kroner af en tidligere direktør under anbringende af, at direktøren i en række tilfælde havde handlet ansvarspådragende. Under sagen blev en lang række forhold omkring driften af selskabet gennemgået - så mange at dommen kom til at fylde 74 sider, hvilket er en del over gennemsnittet.

Det vil være for vidt at komme ind på alle aspekter i sagen, men selve grundsubstansen i denne, nemlig spørgsmålet om der overhovedet var sammenhæng mellem det påståede tab og de påståede handlinger eller undladelser, er interessant til belysning af ovennævnte problemstilling om begrebet ”årsagssammenhæng”.

Den pågældende direktør var oprindeligt ansat i det firma, han senere blev sagsøgt af, et firma, som gennem en årrække udførte rederidrift i Grønland indtil der i foråret 2006 blev oprettet et nyt rederi. Eneaktionæren i det gamle rederi var ikke med i ejerkredsen af det nye rederi, som helt overvejende bestod af et konsortium af tre rejseselskaber.

Direktøren, der efterfølgende blev direktør også i det nye rederi, havde naturligvis en direktørkontrakt, der blandt andet meget naturligt pålagde ham at varetage den daglige ledelse og i øvrigt at holde rederiet bestyrelse ”nøje underrettet om alle forhold omkring Rederiet, som måtte antages at være af interesse for Rederiets ledelse”.

Det gamle rederis hovedaktivitet var på tidspunktet for ansættelsen passagertrafik langs den grønlandske vestkyst og regionalpassagertrafik i Grønland fra Diskobugten under en servicekontrakt med Grønlands hjemmestyre.

Hjemmestyret, der var eneaktionær i selskabet, besluttede i 2005, at selskabet skulle privatiseres, og at servicekontrakten ikke ville blive fornyet efter udgangen af 2005, hvorfor det offentlige tilskud til driften dermed ville bortfalde.

I efteråret 2005 påbegyndtes drøftelser om salg af selskabets aktiviteter og direktøren havde i den forbindelse blandt andet kontakt til ovennævnte konsortium.

Som et led i undersøgelser for mulighederne for kommerciel drift uden tilskud indledte direktøren i efteråret drøftelser med et amerikansk selskab om en charteraftale for to af selskabets skibe med det sigte at få skibene beskæftiget i vinterhalvåret på den sydlige halvkugle, således at skibene kunne være helårsbeskæftiget.

Drøftelserne mundende ud i en aftale, der blev bilagt en ”Proposal for Hire…” om en 5 års lejeperiode hvert år på 130 dage ”Basis Montevideo-Montevideo” begyndende i den første uge af november.

Af aftalen fremgik endvidere, at skibet skulle gennemgå en del renoveringer og opgraderinger og i den forbindelse bad direktøren rederiets skibsingeniør at udføre beregninger af panoramadækket og skibets stabilitet.

I den forbindelse skrev skibsingeniøren en e-mail til direktøren om, at:

Efterfølgende blev budgetter, aftaler mv. drøftet med bestyrelsen og med virkning fra 1. april 2006 blev direktøren flyttet over i det nye rederi og havde herefter ikke meget at gøre med driften i det gamle - heller ikke med det som skulle komme til at blive det største issue i den senere sag, nemlig overisningskonditioner.

Rederiet havde nemlig via en anden medarbejder i det gamle rederi søgt Søfartsstyrelsen om fritagelse for indregning af overisningskonditioner til skibet stabilitetsberegninger, og styrelsen meddelte kort efter, at man ønskede dokumentation

Rederiets medarbejder (en rederiinspektør) rettede herefter henvendelse til Danmarks Meteorologisk Institut, der blandt andet svarede, at der vil komme overisningssituationer i de pågældende områder. Sandsynligheden ville være størst i de første måneder i de nævnte områder.

Der pågik i den efterfølgende periode opfølgende undersøgelser, der i første omgang mundede ud i, at Søfartsstyrelsen den 10. august (flere måneder efter direktørens fratrædelse) meddelte, at skibet ikke kunne tildeles en generel tilladelse for overholdelse af overisningskondition eller en generel tilladelse til sejlads, hvor overisning kunne forekomme. Samtidig bad Søfartsstyrelsen om yderligere oplysninger.

Efter nogen opfølgning imødekom Søfartsstyrelsen den 20. oktober en anmodning fra det nye rederi om tilladelse til sejlads langs Grønlands kyster, men afslog derimod anmodningen med hensyn til arktisk sejlads, da overisningskonditionerne efter ombygningen ikke overholdt de krævede konditioner.

Afgørelsen blev blandt andet begrundet med, at rederiet ikke havde fremsendt tilstrækkelig dokumentation fra et anerkendt meteorologisk institut vedrørende risikoen for overisning i fartområdet.

Nu var gode råd mere end dyre, for skibet skulle i henhold til aftalen med det amerikanske firma gå i charter fra 1. november.

På et bestyrelsesmøde i det nye rederi den 24. oktober blev det besluttet at tage kontakt til det amerikanske firma om dettes eventuelle køb af skibet, ligesom man ville deltage i et møde den 31. oktober med Søfartsstyrelsen.

Samtidig orienterede man amerikanerne om Søfartsstyrelsens afslag, og vel ikke overraskende var svaret et prompte varsel om et erstatningskrav på ”well over” 3 mio. USD for misligholdelse timecharterpartiet.

Allerede den 1. november solgte rederiet skibet til det amerikanske firma for 3,5 mio. USD. Et salg som det gamle rederi senere i retten betegnede som et ”tvangssalg”, som følge af den for længst fratrådte direktørs forsømmelser.

I øvrigt lykkedes det senere den 5. december at få Søfartsstyrelsens tilkendegivelse om at en eventuel dispensationsansøgning baseret på det ”nu forhåndenværende materiale” ville kunne forventes at blive imødekommet.

Som nævnt var skibet da allerede solgt, og det gamle rederi rettede nu krav mod direktøren og krævede godt 4,7 mio. kroner for mistede charterindtægter i 130 dage samt godt 10,8 millioner kroner, der udgjorde forskellen mellem det beløb, som man havde solgt skibet til amerikanerne for og den markedsværdi, som fremgik af en vurdering man i mellemtiden havde indhentet hos et større dansk broker firma.

Sø- og Handelsretten udtalte i præmisserne blandt andet, at den nye ledelse i det gamle rederi - i tidsrummet udgangen af august og frem til et bestyrelsesmøde afholdt sidst i september - ikke tog noget selvstændigt initiativ i forhold til Søfartsstyrelsen med henblik på at opnå en farttilladelse til sejlads med Antarktis.

Retten fandt heller ikke, at rederiet havde fulgt op på Søfartsstyrelsens brev af 10. august om et nyt behandlingsgrundlag, og at ledelsen i rederiet på trods af, at skibet stod umiddelbart foran at skulle sejle til Sydamerika, ikke havde foretaget sig noget, før Søfartsstyrelsen selv rykkede for svar den 29. september.

Da selskabets ledelse endelig foretog sig noget med et brev den 16. oktober, var skibet allerede den 2. oktober sejlet mod Sydamerika på et tidspunkt, hvor man fra ledelsen side ikke havde sikret sig de nødvendige tilladelser.

Retten fandt det endvidere bevist, at rederiet allerede i slutningen af september havde overvejelser om at sælge skibet på ”frie markedsvilkår”, og at der forelå et tilbud fra amerikanerne på USD 2-2,5 mio.

Retten lagde endvidere vægt på, at bestyrelsen efter Søfartsstyrelsens afslag den 20. oktober havde besluttet at forsøge at få skibet solgt til amerikanerne for 20-22 mio. kr., og at der på dette tidspunkt var aftalt nyt møde med Søfartsstyrelsen.

Sø- og Handelsretten fandt efter en samlet vurdering at tiden efter direktørens fratræden og amerikanernes varsling af erstatningskrav mod det nye rederi samt under hensyn til det nye rederis økonomiske og driftsmæssige situation, som efter oplysningerne om salgsorganisation og sene driftmæssige opstart efter rettens opfattelse ikke kunne lastes direktøren.

Derfor fandt retten ikke grundlag for at fastslå, at der lå årsagssammenhæng mellem rederiets erstatningskrav, således som det var opgjort, og de af direktørens handlinger og undladelser, som rederiet selv havde påberåbt sig som ansvarspådragende, og hvor nogen af dem relaterede sig til det gamle rederi.

Allerede på grund af den manglende årsagssammenhæng blev direktøren frifundet, og retten bemærkede (nærmest tørt), at der derfor ikke var yderligere anledning til at fremkomme med bemærkninger til direktørens varetagelse af sine opgaver.

Endelig kom retten med et spark til erstatningsopgørelsen på godt 15,5 mio. kroner, idet opgørelsen i høj grad var baseret på den tidligere omtalte vurdering fra et broker firma.

Da denne vurdering kun var indhentet af rederiet uden direktøren havde haft mulighed for at få indflydelse på, hvad der skulle spørges om eller hvilket materiale der skulle forelægges, var vurderingen ensidigt indhentet og ville derfor blive tilsidesat af retten, hvis den havde fået betydning - hvilket den jo imidlertid ikke gjorde, idet direktøren allerede var frifundet.