Finanslov: Prisloft bevares på uddannelserne
Da regeringens finanslovsforslag for 2012 blev offentliggjort i går torsdag 3. november, var det med transporterhvervets håb om, at det ville være uden det prisloft på 3.500 kr. på nylediges ret til seks ugers selvvalgt uddannelse, som den tidligere regering indførte fra 1. januar i år.
Men transporterhvervets håb forsvandt, da finansministeren på sit fremlæggelsesmøde med pressen på spørgsmål fra salen gjorde det klart, at der ikke var fundet finansiering til fjernelse af prisloftet på denne finanslov.
Til gengæld lovede ministeren, at spørgsmålet om prisloftet på arbejdsmarkedsuddannelserne vil blive genstand for såkaldte ”trepartsforhandlinger”. De tre parter i trepartsforhandlinger er regeringen, arbejdsgiverorganisationer og fagbevægelsen. Det kan omfatte lovgivning, men behøver ikke at gøre det. Forhandlingsmodellen er tidligere brugt, når større ændringer skal aftales på arbejdsmarkedet. Det kan være dagpengenes størrelse og varighed, sygefravær, arbejdsmiljø eller – efteruddannelse.
- Der var en klar forventning hos DTL efter meldingen fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) på LO’s kongres tidligere på ugen om, at prisloftet på de 3.500 kr. ville blive fjernet i forbindelse med finansloven, udtaler DTLs erhvervspolitiske chef Ove Holm.
- Selvom vognmændene ikke mangler arbejdskraft på nuværende tidspunkt, så er der brug for, at branchen ruster sig til fremtiden. Det er nu, vi skal sætte ind med uddannelse for at undgå de paniklignende tilstande, vi så for år tilbage, hvor det ikke var til at opdrive kvalificerede chauffører. Vi ved, at der på længere sigt igen vil være rift om chauffører i Danmark. Kan vi ikke skaffe chauffører nok, skader det ikke kun branchens vækst, men væksten i hele samfundet, siger en skuffet Ove Holm.