Stor ekstraregning for IC4 tog ventes
Skandaletoget IC4 kommer til at koste DSB mindst 400 millioner kroner mere, hvis det skal komme til at fungere tilfredsstillende.
Det vurderer det uafhængige rådgivningsfirma Atkins i en rapport som offentliggøres idag, erfarer DR Nyheder.
Rapporten blev bestilt af den tidligere transportminister, Hans Chr. Schmidt(V) i foråret som det grundlag politikerne skal bruge til at tage beslutningen om at skrotte IC4 eller ej.
Ifølge Atkins bør IC4 ikke skrottes, men derimod fejlrettes for mindst 400 millioner kroner. Beløbet opstår, fordi budgettet for IC4-projektet skal øges med mindst 50 procent de kommende år.
Pengene skal ifølge DR Nyheders oplysninger bruges til, at udbedre de mange fejl som togene bliver leveret med herunder, at udskifte togets elendigt fungerende sammenkobling med et system, der virker på samme måde og lige så gnidningsfrit som hos det 20 år gamle IC3 tog.
Den oprindelige kontraktsum er på IC4 er 5 mia. kr. inkl. moms, men DSB har efterfølgende fået rabat på 2,7 mia. inkl. moms kr. i form af erstatning for de stærkt forsinkede og fejlbehæftede tog fra den italienske togfabrik Ansaldo Breda. Dermed er IC4, uagtet de mange fejl, det billigste dieseltog i Europa. Selv hvis DSB vælger at hælde 400 mio. kr. mere i projektet vil prisen på IC4 være omkring 80 procent af et tilsvarende dieseltog, vurderer Atkins, ifølge DR Nyheders oplysninger.
Derfor anbefaler Atkins også, at DSB satser på at få rettet de mange fejl på togene og ombygge koblingssystemet i stedet for, at skrotte IC4 som politikere fra både rød og blå blok har foreslået.