23948sdkhjf

Simpelt tyveri af minkskind

Dækning: Vestre Landsret giver forsikringsselskab medhold i afvisning.

Dækning: Vestre Landsret giver forsikringsselskab medhold i afvisning.



Af adv. Henrik Kleis, Advokatfirma Delacour Dania, Århus

Jeg tror, de fleste godt er klar over, at forsikringspolicer er noget, der skal læses grundigt, og jeg selv er i hvert fald klar over, at det sjældent sker, og da slet ikke for så vidt angår den del af aftalerne, der er skrevet ”med småt”.

Det er selvfølgelig vigtigt, at man som forsikringstager forholder sig til det dækningsmæssige udgangspunkt (hvad er det, man er dækket for), men det siger sig selv, at man naturligvis bør interessere sig for de ofte talrige undtagelser, en forsikringspolice indeholder – og på hvilke betingelser, der over hovedet er dækning.

Vi kender det fra transportbranchen bl.a. og ikke mindst i forbindelse med de sikringsanordninger, så som GPS, særlige låse, lukkede kasser kontra presenninger, mv., som policerne tit forholder sig til. Foreskriver policen eller supplerende aftaler til denne, hvorledes det forsikrede skal anbringes og opbevares, er det altafgørende, at forsikringstageren er opmærksom på det og følger løbende op på, at alt foregår som det skal.

Laves der specialaftaler med repræsentanter for forsikringsselskabet om eksempelvis godkendelse af anbringelse og opbevaring, er det vigtigt at sikre sig, at disse ”aftaler” noteres ned og findes på tryk, idet bevisbyrden for, hvad der er aftalt i disse tilfælde alt andet lige efterfølgende påhviler forsikringstageren.

Det var bl.a. denne erfaring, som en dom afsagt for nylig af Vestre Landsret berigede en pelsdyravler med, da han måtte indse, at han ikke fik erstatning for tyveri af sine minkskind.

Pelsdyravleren, der havde kombineret landbrug og pelsdyravl, tegnede med begyndelse den 1. januar 2003 en landbrugsforsikring hos forsikringsselskabet. I november 2007 lejede pelsdyravleren en transportabel fryser på hjul til opbevaring af minkskind i tiden mellem flåning og tørring.

Natten til den 17. november 2007 blev traileren stjålet fra pelsdyravlerens gårdsplads med sit indhold af mink-skind. Traileren blev den følgende dag fundet på en parkeringsplads efterspændt en stjålen personbil. Traileren var brudt op og skindene fjernet.

Udvidelse og undtagelser

I forsikringspolicen under SÆRLIGE BETINGELSER FOR PELSDYRAVL hedder det blandt andet:

Uanset forsikringsbetingelser nr. 5103, afsnit 3, gælder der for pelsdyravl følgende udvidelser og undtagelser:
Simpelt tyveri af aflivede pelsdyr og skind
Simpelt tyveri - dækningsskemaets kolonne C - af aflivede pelsdyr, uforarbejdede og forarbejdede skind er undtaget af dækningen.
Tyveri af aflivede pelsdyr og skind.
Tyveri - dækningsskemaets kolonne B - er kun dækket, når skindene er i tyverisikrede rum/lokaler godkendt af Forsikringsselskabet.”
Og videre:
Tyveriforsikring for pelsdyravl - krav til tyverisikring:
Forsikringsselskabet har - i henhold til udarbejdet sikringsrapport - godkendt rum/lokaler på forsikringsstedet til opbevaring af skind med en værdi indtil 10. mill. kr.
Sikringskravene fremgår af sikringsrapport udarbejdet d. 09.10.03.
Af sikringsrapporten fremgår også om, og i hvilket omfang der opbevares værdier på pelseri/lagerrum uden for forsikringsstedet, og hvilke sikringskrav der er stillet hertil.

I en »Tyverisikringsrapport«, der er udarbejdet af forsikringsselskabets sikringskonsulent den 30. maj 2007 efter en besigtigelse af pelseriet den 24. maj 2007, hedder det blandt andet:

” Krav til tyverisikring
Bemærkninger: fryser lejes fra gang til gang, men fryser aflåses med bom som foreskrevet.”
Frysetrailer

Pelsdyravleren forklarede senere i byretten, at han har en årlig produktion på ca. 8000 minkskind. Pelsene på årets kuld er bedst omkring den 10. november, og det drejer sig om at få dyrene pelset hurtigt, inden kvaliteten falder. Hos pelsdyravleren kan man pelse ca. 1000 dyr om dagen. Tørreriet kan tage ca. 600 pelse om dagen. De overskydende 400 skind bliver frosset, indtil tørreriet kan tage dem.

Pelsdyravleren, der tidligere havde brugt almindelige kummefrysere, fik i 2004 gennem sin foderleverandør, tilbud på at leje en »frysetrailer«. Han kontaktede forsikringsselskabet telefonisk for at høre, om forsikringsforholdene var i orden, hvis han anbragte skindene i traileren.

Den dame, han talte med, spurgte ham om, hvor traileren skulle stå, og om afstanden fra traileren og til hans stuehus. Han fortalte, at traileren skulle stå på gårdspladsen på hans firelængede gård, og at afstanden til stuehuset ville være ca. 20 meter.

Han fik herefter at vide, at der ville være forsikringsdækning, når blot traileren blev aflåst med en hængebom, der ved hjælp af et beslag gik hen foran dørene til traileren. Han købte to låse til hængebommen.

Han brugte den pågældende type frysetrailer de følgende år. I maj måned 2007 fik han besøg af forsikringsselskabets sikringskonsulent, sikringskonsulenten, der skulle foretage en generel gennemgang af pelseriet.

Pelsdyravleren fortalte om frysetraileren til sikringskonsulenten, der sagde, at den forsikringsmæssigt var i orden, når den blot blev forsvarligt aflåst med en dobbelt hængelås. Sikringskonsulenten udarbejdede en tyverisikringsrapport, men pelsdyravleren modtog først et eksemplar, da han efter tyveriet havde rykket herfor 2-3 gange.

Tyve om natten

Tyveriet blev begået natten til lørdag den 17. november 2007. Pelsdyravleren opdagede det kl. 05:45 og kontaktede straks politiet. Der var frostvejr, og han kunne af hjulspor se, at traileren var blevet kørt væk.

Den blev fundet den følgende dags eftermiddag efterspændt en stjålet personbil. Traileren var brudt op, og pelsene var blevet stjålet.

Pelsdyravleren kontaktede forsikringsselskabet mandag morgen, men fik af en medarbejder i forsikringsselskabet, at vide, at der ikke forelå forsikring af en frysetrailer. Pelsdyravleren bad nu om en kopi af tyverisikringsrapporten. Medarbejderen i forsikrings-selskabet sagde nu, at der kun var forsikret mod strømsvigt vedrørende fryseanlægget, ikke tyveri. Han bad endnu en gang om at få en kopi af tyverisikringsrapporten og fik nu at vide, at medarbejderen i forsikringsselskabet havde overgivet sagen til policeafdelingen.

Den pågældende trailer har vel haft en vægt på 1500-2000 kg. Den kunne kun lige komme gennem porten ind til gårdspladsen. Den var forsynet med fire hjul og kunne spændes efter en personbil med anhængertræk, når man fjernede et beslag. Det ville dog næppe være lovligt at spænde den efter en almindelig personbil.

Som en container

Sikringskonsulenten forklarede i retten, at han var ansat hos forsikringsselskabet i tiden fra den 1. april 2004 til den 1. september 2008. Hans opgave bestod blandt andet i at tage ud for at vejlede forsikringstagerne. Frysetraileren var der ikke under hans besøg, men pelsdyravleren sagde, at han lejlighedsvis lejede en frysecontainer i sæsonen.

Vidnet vejledede herefter pelsdyravleren om, hvilke krav man stillede fra forsikringsselskabets side til sikkerheden. Han sagde, at den skulle stå på jorden »som en container«, og at den skulle være sikret med en tværgående låsebom, der blokerede for begge døre.

Vidnet fik ikke på noget tidspunkt oplysning om, at det drejede sig om en trailer på hjul, og han finder det »ulogisk« at anbringe kostbare skind et sådant sted. Han regnede med, at der ville være tale om en 30 fods container, som ikke umiddelbart kunne fjernes. Vidnet har tidligere besigtiget frysecontainere. Der har aldrig været tale om trailere på hjul.

Rigtige oplysninger

Pelsdyravleren indbragte i første omgang sagen for den lokale byret med påstand om en erstatning på godt 209.000 kr. og nogle forskellige subsidiære påstande.

Hans advokat gjorde i retten gældende, at forsikringsselskabet var blevet gjort bekendt med de relevante opbevaringsforhold på pelsdyravlerens minkfarm. Frysetraileren var blevet omtalt og var nævnt i tyverisikringsrapporten.

Forsikringsselskabet kunne herefter ikke gøre gældende, at pelsdyravleren havde givet urigtige oplysninger, jf. forsikringsaftalelovens § 9. Der var heller ikke udvist uagtsomhed fra pelsdyravlerens side. Pelsdyravleren havde fulgt de forskrifter, som vidnet, sikringskonsulenten, havde givet ham og anført i tyverisikringsrapporten.

Pelsdyravleren havde ved opgørelsen af sit tab angivet antallet af stjålne minkskind så forsigtigt, at der ikke burde ske fradrag for selvrisiko i forsikringssummen, traileren var blevet beskadiget ved tyveriet og det efterfølgende opbrud.

Simpelt tyveri

Forsikringsselskabet anførte i retten, at der alene var tale om et simpelt tyveri. Som udgangspunkt var der kun dækning for tyveri, når der var sket indbrud i sikrede lokaler.

Tyven var i dette tilfælde kørt bort med traileren og havde først senere brudt den op. En trailer på hjul, der kunne efterspændes og fjernes med en personbil, kunne ikke sidestilles med et forsvarligt aflåst rum.

Forsikringsselskabet havde aldrig godkendt at dække et tyveri af en sådan trailer, når den var anbragt udenfor. Bortkørsel af en sådan trailer var et simpelt tyveri. Hvis skindene havde været anbragt i en container i traditionel forstand, ville forsikringsselskabet godt have dækket.

Hvis pelsdyravleren fik medhold, var der ikke grundlag for, at der ikke skulle ske fradrag for selvrisiko i forsikringssummen. Det blev bestridt, at pelsdyravleren skulle have mistet mere end de 640 skind, som han som udgangspunkt havde krævet erstattet.

Aflåst med bom

Byretten henviste til bemærkningerne i tyverisikringsrapporten og forklaringen afgivet af sikringskonsulenten og lagde til grund, at tyveri fra en lejet fryser ville være dækket, når fryseren var »aflåst med bom som foreskrevet«.

Det blev efter sagens oplysninger endvidere lagt til grund, at minkskindene ikke var blevet stjålet fra frysetraileren ved opbrydning af denne hos pelsdyravleren, men ved at tyven eller tyvene fra pelsdyravlerens gårdsplads havde borttaget traileren med indhold.

Det fremgik af forsikringspolicen, at simpelt tyveri af aflivede pelsdyr og skind ikke var dækket af forsikringen. Retten fandt, at tyveri fra en frit tilgængelig gårdsplads af en trailer, der kunne efterspændes og fjernes med en personbil, måtte anses som et simpelt tyveri.

Efter de forklaringer, der var givet af vidnerne og sikringskonsulenten, fandt retten det ikke godtgjort, at forsikringsselskabet have godkendt, at der ikke var tale om en »stationær« container, men en trailer, der kunne fjernes med en personbil.

Under disse omstændigheder fandt retten ikke, at tyveriet af minkskindene var dækket af pelsdyravlerens tyveriforsikring hos forsikringsselskabet. Som følge heraf blev forsikringsselskabet frifundet for pelsdyravlerens principale påstand.

Nye oplysninger

Forsikringstageren ankede sagen til Vestre Landsret og her blev på ny afhørt en række vidner, bl.a. en minkavler forsikret i samme selskab, og han kunne fortælle, at han ved sin forsikringstegning fik indprentet, dels at hjulene af frysetraileren skulle tages af, dels at der skulle anvendes de to såkaldte Skaforlåse for at opnå dækning ved tyveri.

Landsretten tilkendegav, at der efter de særlige betingelser for pelsdyravl, der var optaget i pelsdyr-avlerens forsikringspolice, dækkede forsikringen ikke simpelt tyveri af aflivede pelsdyr og skind. Tyveri af aflivede pelsdyr og skind var kun dækket, når skindene var i tyverisikrede rum/lokaler, der var godkendt af Forsikringsselskabet.

I overensstemmelse hermed angik tyverisikringsrapporten - bortset fra bestemmelsen om dækning af køle- dybfrostskade - de bygningsmæssige forhold. Det var under disse omstændigheder pelsdyravleren, der havde bevisbyrden for, at der ved tyverisikringsrapporten var aftalt en fravigelse af de anførte betingelser.

Herefter og i øvrigt af de grunde, der var anført af byretten, stadfæstede landsretten byrettens dom. Det blev herved bemærket, at de nye oplysninger for landsretten bestyrkede sikringskonsulentens forklaring for byretten om, at Forsikringsselskabet stillede særlige krav med hensyn til frysetrailere.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062