God vækst hos center for brugt transportmateriel
Scanvo Trucks: Nyt selskab fordobler nu udstillingsarealet i Hårup og satser primært på danske kunder.
Af Finn Bjerremand
Der er gang i salget af brugt materiel og samtidig sker der en koncentration af de virksomheder, der handler med brugte lastvogne og tilhørende materiel.
Det betyder, at nogle virksomheder forsvinder enten fordi de lukker eller fusionerer med andre branchen, mens andre udvider deres virksomhed.
En af dem der netop har udvidet, er virksomheden Scanvo Trucks Danmark A/S, Hårup ved Silkeborg, der siden åbningen i november sidste år, har gennemlevet en god og kontrolleret vækst og derfor netop har udvidet sit udstillingsareal betragteligt.
- Kunderne har taget godt imod os, og vi har haft et godt år, hvor vi har omsat over 200 enheder. Vi har som et led i vores vækstplan for 2012 og 2013 netop færdiggjort en ny udstillingsplads og har hermed fordoblet udstillingsarealet, fortæller en glad Remi Nikolajsen, der er direktør for selskabet.
I fjor købte Scanvo en tillægsgrund lige over for deres nuværende domicil, så de havde muligheder for at udvide.
- Det er gået godt, og vi har derfor befæstet den nye 6000 m2 store plads, så der kan køre tunge køretøjer, ligesom vi har sat hegn op hele vejen rundt om pladsen, siger Remi Nikolajsen.
Det er meningen at lastvognene skal være på pladsen ved administrationsbygningen, mens andet materiel skal placeres på den nye plads.
Kundens behovScanvo Trucks Danmark A/S er en multibrand–forhandler og afdækker kundens behov, hvor der kigges mere på kundens behov end lige prisen på køretøjet. For mange kunder er det nemlig vigtigere at kende omkostningen hver måned og få et kvalitetsprodukt, der passer til behovet, frem for udelukkende at fokusere på indkøbsprisen.
- Når vi får køretøjerne ind, tjekkes de for fejl, som så udbedres med det samme, og de bliver klargjort og synet, så de fremstår mere end præsentable, og kan tilbydes næsten til dag til dag levering. Flere kunder siger da også, at det er som at komme i en nyvognsbutik, siger Remi Nikolajsen.
Stort lagerDer er altid ca. 100 enheder på lager, som både omfatter lastvogne, påhængskøretøjer, hejs, kraner, containerlad, hydraulisk udstyr m.v.
I det første år udgjorde salget direkte til kunder i Danmark 65 procent af omsætningen, mens den resterende del er solgt intern til de to andre selskaber i gruppen og eksporteret via egne eksportkanaler.
Der er god synenergi mellem selskaberne Scanvo Trucks Danmark A/S, Scanvo AB i Varberg, Sverige samt Poulsen Automobile GmbH, Padborg, så man hurtigt kan efterkomme en kundes specifikke behov for et bestemt køretøj.
Ved de to centre i Varberg og Padborg er der altid ca. 150 køretøjer på lager hver sted.
- Med flere end 400 enheder på lager i de tre selskaber er vi godt rustet til at håndtere ethvert behov nu og i fremtiden, lyder det fra en tilfreds Remi Nikolajsen.
fba@transinform.com