Containerrederier må opgive højsæsontillæg
Nykredit Markets tvivler på, at containerrederierne får held til at opkræve det særlige højsæsontillæg i efterårsmånederne.
Transportkøberne har traditionelt betalt ekstra høje containerrater, når de sendte gods fra Asien til USA eller Europa i efterårsmånederne. Her er efterspørgslen efter søtransport af containere nemlig højst i perioden op til julehandlen. Men i Nykredit Markets tvivler man på, at transportkøberne er villige til at betale ekstra i den nuværende situation med stor overkapacitet, fordi rederierne har udbygget containerskibsflåden i et højere tempo end fragtmængderne er steget.
Samtidig lægger den fortsatte finansielle krise en kraftig dæmper på forventningerne til forbruget resten af året.
- Den normale højsæson i månederne august til oktober for containerfragten synes udskudt i indeværende år, og hvis ikke oktober og november snart begynder at vise væsentligt bedre takter på de transporterede mængder, synes 2011 at have været uden decideret højsæson forud for julesalget trods fortsat lave globale lagre, skriver Nykredit ifølge maritimedanmark.dk
Nykredit henviser til, at fragtraterne mellem Asien og Europa satte bundrekord i sidste uge med kun 700 USD per TEU.
Maersk Line i minusAnalysen får Nykredit Markets til at nedjustere forventningerne til Maersk Lines resultat for andet halvår til et minus på 3,8 milliarder kroner. Fratrækkes overskuddet på 2,1 mia. kroner i første halvår, så ender Maersk Line 2011 med et minus på 1,7 mia. kroner - hvis Nykredit Markets prognose holder stik.