Pirater frigiver skib – men beholder seks besætningsmedlemmer
Kontant indisk flådeindsats mod de somaliske pirater koster seks indiske søfolk dyrt.
Somaliske pirater frigav inden weekenden fragtskibet Iceberg 1. Men kun 17 ud af den 23 mand store besætning fik lov til at følge det panamansk indregistrerede skib ud i friheden.
Seks indiske søfolk holdes fortsat som gidsler, fordi de somaliske pirater kræver, at den indiske flåde betaler erstatning for dræbte pirater, samt at Indien frigiver fængslede pirater.
Det er anden gang de somaliske pirater vælger at tilbageholde indiske besætningsmedlemmer som straf for den indiske flådes kontante piratindsats. Syv indiske søfolk fra fragtskibet Asphalt Venture, der blev løskøbt 15. april i år, holdes i forvejen som gidsler i Somalia med samme begrundelse. Også her var det kun de indiske besætningsmedlemmer, der ikke blev frigivet sammen med skibet.
Det skriver maritimedanmark.dk med Times of India og Somali Report som kilde.
Iceberg 1 og besætningen blev kapret i slutningen af marts 2010. Skibets yemenitiske maskinmester døde sidste år under uafklarede omstændigheder.