Visionsløs ekstraskat på lastbiler
- Regeringsgrundlaget for den nye regering indeholder bl.a. en kilometerafgift, som skal pålægges al lastbilkørsel i Danmark. Men hvad vil regeringen have ud af at gøre varerne dyrere, spørger ITD’s formand Mogens Therkelsen.
- Lastbilerne på de danske veje transporterer, hvad der svarer til godt 100 kg gods om dagen for hver eneste af landets indbyggere. Alligevel er det sjældent, at vi hører visionære udmeldinger fra politikerne omkring anvendelsen af lastbiler. Fra den side handler det oftere om, hvordan lastbiltransporten kan erstattes eller på anden måde holdes nede.
Således også i S-SF-R’s fælles regeringsgrundlag. Her er der mange pæne ord om, at fremkommelighed og høj mobilitet er forudsætninger for en samfundsøkonomi i vækst. Men når det kommer til lastbilerne, er der ingen konkrete lovord til overs. I stedet lover regeringen at pålægge alle lastbiler en kilometerbaseret afgift. Provenuet vil regeringen ikke bruge på at forbedre vilkårene for lastbilerne, men på at styrke den kollektive transport.
Afgifter kan i nogle tilfælde være effektive til at styre forbruget i en bestemt retning. Men i dette tilfælde undrer vi os over, hvad regeringen ønsker at opnå – tror den måske, at godset fra dag til dag vil blive flyttet over på togbanerne? I så fald bør den tro om, siger Mogens Therkelsen.
Ikke rod i realiteterDrømmen om at flytte godset over på bane er tillokkende, men har desværre ingen rod i realiteterne. P.t. er det svært nok at få personbefordringen til at fungere effektivt på togbanenettet. Hvis banerne skal aftage bare en brøkdel af de 200 mio. tons gods, lastbilerne flytter årligt, vil det kræve massive investeringer i at udvide banenettet, og det vil tage adskillige tiår at gennemføre.
Men måske ønsker regeringen bare, at danskerne skal købe færre varer, og at virksomhederne skal eksportere mindre? I så fald vil lastbilafgiften virke efter hensigten. Men for resten af samfundet og for regeringens egne ønsker om vækst og beskæftigelse vil effekten jo mildt sagt være negativ. For sagen er enkel: Afgifter på lastbilkørsel gør varerne dyrere!
Den foreslåede lastbilafgift er intet andet end en slet skjult ekstraskat til forbrugerne og det danske erhvervsliv. Og det er vel at mærke en visionsløs og ulogisk én af slagsen. Købere af mælk i supermarkedet og producenter af eksportvarer i landets virksomheder kommer til at betale for, at udvalgte befolkningsgrupper får billigere busbilletter. I sig selv et ædelt mål, men med hensyn til midlet kunne man godt have forventet lidt mere vision fra en ny regering.