Terrorsikringens overdrev
Danske Havne retter skrap kritik mod nye skærpede krav til erhvervshavnenes terrorsikring.
Danske Havne fremhæver, at sikkerheden på havnene allerede er på et højt niveau under den eksisterende ordning. Her har havnene investeret mere end 200 millioner kroner i hegn og porte med mere, mens driften af adgangskontrol og overvågning årligt koster 50 millioner kroner.
- Nu vil nye og skærpede krav imidlertid bruge havnenes økonomiske og menneskelige ressourcer helt ufornuftigt. Det handler om, at havnene skal forhindre uautoriseret adgang ved at holde mere vagt. Hvis vi skal til at postere fast vagt, hver gang der er et skib i havn, falder det økonomiske grundlag for mange havne, skriver erhvervshavnenes brancheorganisation.
Danske Havne opfordrer derfor – med opbakning fra både rederier og havnevirksomheder – myndighederne til at lade fornuften råde.
Danske Havne har sendt budskabet til såvel Kystdirektoratet, som transportminister Hans Chr. Schmidt:
- Havnene skal være i stand til at modtage skibe på vilkår, der er tilpasset risikoen. Efterretningsvæsenet skal fortælle havnen, hvis der er en øget risiko. Så skal havnen handle. Men hverdagen skal fungere og havnene skal være konkurrencedygtige, skriver Danske Havne i brancheorganisationens nyhedsbrev.
Danske Havne konstaterer, at kravene også strammes i de andre EU-lande, men at der er betydelige forskelle fra land til land.
- Derfor er der også behov for en diskussion i EU af, om det er den udvikling, vi ønsker. Danske Havnes håb er, at politikerne tør tage diskussionen og finde en sikker og god løsning. Det haster, for vi skal snart sætte mere hegn og flere vagtposter op.