Efter syv år: Vestre Landsret tilkendte langturschauffør erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Voldsofre vil i Danmark normalt have mulighed for at få tilkendt erstatning hos den eller de personer, der udøver volden, og nogle gange tages der stilling til erstatningsspørgsmålet under en eventuel straffesag eller spørgsmålet udskilles til ”civilt søgsmål”.

Er gerningsmændene ude af stand til at betale eller ved man ganske enkelt ikke, hvem det var, har voldsofrene mulighed for at søge erstatning hos det dertil oprettede erstatningsnævn, der bl.a. disponerer på baggrund af reglerne i erstatningsansvarsloven.

I denne lovs § 3, stk. 1 fremgår det, at skadelidte kan få 130 kr. pr. dag, den pågældende er ”syg” og maks. 50.000 kr. i alt. Beløbene bliver dog i henhold til § 15 reguleret hvert år, og efter § 16 kan såvel godtgørelse som erstatning kræves betalt 1 måned efter, at skadevolderen har været i stand til at indhente de oplysninger, der er nødvendige for at man kan bedømme erstatningens størrelse.

Netop erstatningsnævnet og reglerne i erstatningsansvarsloven var en del af den sag, hvor Vestre Landsret nu har sat punktum i den retlige behandling af de følger, en kvindelig langturschauffør fik efter et voldeligt røveri for snart 7 år siden. Endnu en markering af, at vognmandsbranchen kan være en farlig arbejdsplads.

I august 2004 blev chaufføren ansat som langturschauffør i virksomheden J. Den 7. december 2004 blev chaufføren og hendes ægtefælle, der begge kørte som chauffører for vognmandsfirmaet på en lastbil, der kørte varer til Syditalien, udsat for et røverisk overfald.

Den 14. december 2004 rettede chaufføren første gang henvendelse til sin læge. Af journalen fremgik blandt andet, at chaufføren den 19. august 2005 blev henvist til psykolog. Ved afgørelse af 2. december 2005 anerkendte Arbejdsskadestyrelsen ulykken som en arbejdsskade. Arbejdsskadestyrelsen meddelte chaufføren afslag på godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne.

Den 27. februar 2006 blev chaufføren undersøgt af speciallæge i psykiatri som i en erklæring af 6. marts 2006 konkluderede, at chaufføren led af posttraumatisk belastningsreaktion, depressiv enkeltepisode af svær grad uden psykotiske symptomer og angsttilstande, og at der ikke var sket nogen bedring i tilstanden på trods af antidepressivbehandling. Speciallægen forventede, at chaufførens daværende tilstand ville vare mindst et halvt år endnu.

Erstatningsnævnet afslog i afgørelse af 25. januar 2008 at tilkende chaufføren godtgørelse for svie og smerte for tiden efter den 2. december 2005. Af afgørelsen fremgår følgende begrundelse:

»Nævnet har ved sin afgørelse lagt vægt på Arbejdsskadestyrelsens udtalelse af 02-12-2005, hvoraf det fremgår, at Deres klient stod til rådighed på arbejdsmarkedet. Nævnets afgørelse er truffet i medfør af erstatningsansvarslovens § 3, 1. pkt. Herefter er det en betingelse for at få godtgørelse for svie og smerte, at skadelidte har været syg.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen og af Erstatningsansvarsloven med kommentarer, 6. udgave, side 99, at der med syg må forstås sygemeldt.

Det er ikke nævnets opfattelse, at Deres klient kan anses for at være sygemeldt og samtidig stå til rådighed på arbejdsmarkedet.«

I samme afgørelse meddelte Erstatningsnævnet chaufføren afslag på erstatning også for tabt arbejdsfortjeneste med følgende begrundelse:

»Nævnet har ved sin afgørelse lagt vægt på, at det af sagen fremgår, at Deres klient på tilskadekomsttidspunktet var tilknyttet virksomheden J, hvor også Deres klients ægtefælle arbejdede som chauffør.

Det er endvidere overfor nævnet oplyst, at Deres klient kun arbejdede, når hendes ægtefælle skulle køre lange ture.«

Chaufføren blev den 1. maj 2008 tilkendt førtidspension. Ved afgørelse af 27. november 2008 fastsatte Arbejdsskadestyrelsen chaufførens varige mén til 20 % svarende til en godtgørelse på 135.606,00 kr.

Ved samme afgørelse fastsatte Arbejdsskadestyrelsen chaufførens erhvervsevnetab til 75 %, der udbetales som en månedlig ydelse med virkning fra den 1. maj 2008. Arbejdsskadestyrelsen fastsatte chaufførens årsløn til 248.000,00 kr.

Den 9. marts 2009 meddelte Erstatningsnævnet chaufførens advokat, at nævnet havde tilkendt chaufføren en differenceerstatning på 261.494,03 kr. Samtidig meddelte Erstatningsnævnet, at beløbet ville blive sendt til chaufføren fra Midt- og Vestjyllands Politi i løbet af ca. 14 dage.

Den 20. marts 2009 anmodede chaufførens advokat Erstatningsnævnet om at genoverveje spørgsmålet om størrelsen af den tilkendte differencetabserstatning.

Ved brev af 6. april 2009 fastholdt Erstatningsnævnet sin afgørelse af 9. marts 2009 og anførte i øvrigt følgende:

»Efter erstatningsansvarslovens § 16 kan godtgørelse og erstatning kræves betalt 1 måned efter, at skadevolderen har været i stand til at indhente de oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af erstatningens størrelse.

Det er Erstatningsnævnets opfattelse, at forfaldstidspunktet i denne sag først indtrådte 1 måned efter, at De fremsendte Arbejdsskadestyrelsens afgørelse til Erstatningsnævnet. Der henvises i forbindelse hertil kommentaren til erstatningsansvarslovens § 16.

Beregningen af Deres klients differencetabserstatning er sket med 31-01-2009 som skæringsdato.

Nævnet har i forbindelse med Deres anmodning gennemgået beregningen af differencetabserstatning på ny. Det skal i forbindelse hermed bemærkes, at nævnet er blevet opmærksom på, at beregningen af Deres klients differencetabserstatning rettelig burde være sket med 28-02-2009 som skæringsdato, idet nævnet modtog Arbejdsskadestyrelsens afgørelse den 22-01-2009. Dette betyder, at nævnet fejlagtigt har udbetalt 4.731,00 kr. for meget i differencetabserstatning.«

Sagen havnede herefter i byretten i Viborg, hvor chaufføren nedlagde påstand om yderligere 3.045 kr. i godtgørelse for svie og smerte, samt krævet uoprettelig fortabt arbejdsfortjeneste fra 7. december 2004 til 1. maj 2008 med i alt 442.917,23.

Hun har endvidere nedlagt påstand om 64.117,88 kr. i erstatning for tab af erhvervsevne. Erstatningsnævnet, der var sagsøgt, havde nedlagt påstande om hhv. afvisning og frifindelse, samt betaling af et mindre beløb end påstævnte.

I retten forklarede chaufføren bl.a., at hun forud for den 7. december 2004 havde flere ufaglærte job. I årene fra 1993 til 1996 arbejdede hun hos sin daværende arbejdsgiver. Hun stoppede på grund af skulderproblemer, og fordi det ikke var rart at være på arbejdspladsen. Hun arbejdede senest i perioden fra juni 2001 til januar 2003.

Hun blev afskediget, fordi virksomheden lukkede. I de job, som hun havde, efter hun stoppede hos sin første arbejdsgiver, bed hun skuldersmerterne i sig, da hun skulle videre. Efter afskedigelsen fra J. blev hun sendt på kursus og fik tilbudt videreuddannelse.

Hun tog herefter stort kørekort. Hendes ægtefælle havde på daværende tidspunkt i 3-4 år været ansat som langturschauffør hos J. Hun var arbejdsløs og skulle i aktivering. Hun kom i aktivering hos J, hvor hun altid arbejdede sammen med sin ægtefælle. Det gik fint. Jo mere lastbilen kørte, jo mere tjente arbejdsgiveren.

I maj eller juni 2005 var hun til samtale hos en psykiater. Hun husker, at de talte om, at hun ikke havde indløst recepterne på Cymbalta. Det skyldtes, at hun ikke havde råd til at købe medicinen. Vognmandens mand forklarede i retten, at da hans hustru havde taget stort kørekort, blev hun tilbudt en stilling som hjælpechauffør hos vognmandsfirmaet. Hun startede den 16. august 2004 med en prøveperiode først på 3 måneder. Herefter blev prøveperioden forlænget. Bilen skulle køre 24 timer i Europa, og arbejdsgiveren ville gerne have tilskud til at ansætte hans hustru som hjælpechauffør.

Efter overfaldet den 7. december 2004 fik de begge antidepressiv medicin. Efter en sygeperiode var han to år i fleksjob, inden han fik tilkendt pension. De var begge på sygedagpenge og havde store udgifter.

Byretten tilkendte chaufføren yderligere godtgørelse for svie og smerte med 3045 kr., men nægtede hende på den anden side tabt arbejdsfortjeneste med den begrundelse, at chaufføren ikke havde godtgjort, at hun kunne have forventet den påståede lønindtægt hos vognmanden, såfremt hun ikke havde været udsat for røveriet.

Skæringsdagen for beregning af den såkaldte differencetabserstatning blev fastsat til 28. februar 2009 og chaufføren fik dermed heller ikke yderligere differencetabserstatning.

Chaufføren ankede sagen til landsretten, der lagde til grund, at chaufføren forud for ansættelsen som chauffør i vognmandsfirmaet havde haft en langvarig og fast tilknytning til arbejdsmarkedet, hvor hun varetog en række forskellige job som ufaglært.

I ledighedsperioden på ca. 1½ år forud for ansættelsen som chauffør havde hun som led i aktivering taget stort kørekort. Chaufføren var på skadestidspunktet i beskæftigelse, og det måtte efter de foreliggende oplysninger om hendes ansættelses- og arbejdsforhold i transportvirksomheden antages, at hun på skadestidspunktet var ansat med henblik på en varig stilling i virksomheden, hvor hun udførte sædvanlige chaufføropgaver.

Det forhold, at hun og hendes ægtefælle stort set altid kørte i samme lastbil, kunne under de foreliggende omstændigheder ikke føre til, at hendes fortsatte ansættelse måtte anses for at have været afhængig af hendes ægtefælles forbliven i transportvirksomheden.

Efter en samlet vurdering havde chaufføren herefter sandsynliggjort, at hun fortsat ville have været i beskæftigelse i transportvirksomheden eller en anden virksomhed, hvis ikke hun havde været udsat for det røveriske overfald i december 2004. Hun havde derfor krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for tiden efter skades-tidspunktet i december 2004.

Efter de lægelige oplysninger lagde landsretten til grund, at chaufføren i en kortere periode i foråret 2006 ikke tog den ordinerede antidepressive medicin. Chaufføren havde imidlertid en uafbrudt sygeperiode fra skadestidspunktet i december 2004, til hun pr. 1. maj 2008 fik bevilget førtidspension.

På denne baggrund måtte den kortvarige, manglende indtagelse af medicin antages at have været uden betydning for hendes muligheder for at komme i beskæftigelse. Hun havde derfor ikke ud fra et tabsbegrænsningssynspunkt hverken helt eller delvist fortabt retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Landsretten tog herefter chaufførens påstand vedrørende tabt arbejdsfortjeneste til følge.

Efter erstatningsansvarslovens § 15, stk. 3, blev erstatning og godtgørelse fastsat efter denne lov på grundlag af de beløb, der var gældende på det tidspunkt, hvor erstatningen og godtgørelsen kunne kræves betalt efter § 16, stk. 1, og landsretten til grund, at det tidligste tidspunkt, der kunne komme på tale, var 22. februar 2009.

Retten fandt med støtte i en højesteretsdom, at var det naturligt, at der gjaldt samme tidspunkt ved opgørelsen af værdien af hendes erstatning efter arbejdsskadesikringsloven, som efter arbejdsskadesikringslovens § 77, 2. pkt., skulle fratrækkes ved beregningen af differenceerstatningen. Landsretten tiltrådte derfor byrettens frifindende dom på dette ene punkt.