23948sdkhjf

Den gamle redaktør er død

Danmarks Transport-Tidendes grundlægger, Erik Koch Larsen, levede og åndede for Danmarks Transport-Tidende i 15 år - natten til søndag sov han ind efter længere tids kræftsygdom.

Danmarks Transport-Tidendes grundlægger, Erik Koch Larsen, levede og åndede for Danmarks Transport-Tidende i 15 år - natten til søndag sov han ind efter længere tids kræftsygdom.



Erik Koch Larsen var Danmarks Transport-Tidendes fader. Efter endt mesterlære var han på forskellige aviser og blade og i 1964 begyndte han som freelance på Danmarks Radios regionalradio Københavns Radio. Her var han indtil DR i 1978 begrænsede freelancernes indtjeningsmuligheder.

Da Erik Koch Larsen havde haft berøring med transportsektoren tidligere og havde været med til at etablere et andet blad, besluttede han sig til at lave en transportavis – Danmarks Transport-Tidende med stof til lands, til vands og i luften var en realitet.

Erik Koch Larsen fik en god modtagelse i branchen, men det var svært at komme i gang, og der gik 3-5 år før det bare løb rundt.

- I begyndelsen lavede jeg avis hjemme fra soveværelset. Senere rykkede vi ind på et rigtigt kontor, fortalte han som 75-årig i 2008 i anledning af, at Danmarks Transport-Tidende fyldte 30 år.

Erik Koch Larsen var højt respekteret i transportbranchen, både for sit journalistiske virke og som en hæderlig forretningsmand, for hvem et ord var et ord.

I 1993 solgte han avisen til Deutsche Verkehrs Zeitung i Hamborg og lavede en aftale med de tyske ejere om at blive i to år.

I årene derefter fulgte Erik Koch Larsen stadig med i branchens ve og vel, ligesom han fik nogle gode år i familiens hus i Sydfrankrig. Det blev siden solgt og herhjemme holdt Erik Koch Larsen sig i gang ved at passe sine hunde.

I de seneste år var han syg, men han klagede ikke: Jeg føler mig egentlig ikke syg, lød det optimistisk fra ham. Til sidst måtte han dog bukke under for kræften og transportmediebranchen har mistet en af sine store mænd.

Æret være Erik Koch Larsens minde.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063