Elektronikfirma i Padborg ransaget
SKAT og Politiet ransagede fredag elektronikfirma i Padborg efter belastende tv-udsendelse aftnen før.
Det pågældende firma blev i DR1-programmet ”Bag Facaden” torsdag aften beskyldt for at levere elektromagneter, som vognmænd/lastvognschauffører kan montere på lastvogne for at blokere for signaler fra impulsgiveren på motoren. Dermed sættes både lastvognes fartbegrænser og den digitale tachograf ud af spillet.
TV-udsendelsen har formentlig inspireret Politiet og SKAT til den ransagning, der ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi blev gennemført fredag. Det skriver transportnyhederne.dk.
Myndighederne skal nu gennemgå forskelligt materiale fra ransagningen, for at bedømme om der er grundlag for en strafferetlig forfølgelse af elektronikvirksomheden.