23948sdkhjf

Trafikken skal glide bedre

Pendlerne på Helsingørmotorvejen får nu en hjælpende hånd til at komme nemmere og mere sikkert gennem den daglige trængsel.

Pendlerne på Helsingørmotorvejen får nu en hjælpende hånd til at komme nemmere og mere sikkert gennem den daglige trængsel.



Vejdirektoratet sætter i de kommende måneder en række variable tavler op på motorvejen mellem Lundtofte og Kokkedal. Tavlerne fortæller bilisterne om uheld, kø og rejsetid på strækningen og gør det muligt aktivt at ændre på den tilladte hastighed for at skabe et bedre flow i trafikken.

Erfaringer med et lignende system på Motorring 3 viser, at trafikken flyder bedre på stærkt trafikerede veje ved hjælp af disse styrings- og informationssystemer. Der kører dagligt op mod 80.000 biler i døgnet på Helsingørmotorvejen, og vejen er allerede i dag overbelastet.

- Når vi kan give information om rejsetid, regulere hastigheden og advare om kø, så opnår vi, at trafikstrømmen simpelthen flyder bedre og mere sikkert. Ydermere vil bilisterne få en bedre oplevelse af selve rejsen, siger Lene Mårtensson, der er leder af ITS-afdelingen i Vejdirektoratet.

ITS står for Intelligente Transport Systemer, som er en fælles betegnelse for de systemer, der udnytter IT og anden ny teknologi til styre og overvåge trafikken samt informere trafikanterne om de trafikale forhold.

En mere flydende trafik giver også færre pludselige opbremsninger og dermed færre uheld.

- Her er Motorring 3 igen et godt eksempel. På trods af vanskelige forhold for bilisterne lykkedes det i arbejdsperioden, bl.a. ved hjælp af ITS, at opnå halvt så mange personskadeuheld, som man normalt oplever ved vejarbejder uden ITS. Her oplever vi jo typisk dobbelt så mange uheld med personskade som før vejarbejdet, siger Lene Mårtensson.

Lene Mårtensson forventer, at tavlerne på den 14 kilometer lange strækning er sat op og klar til test efter sommerferien.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062