Årets Transport- virksomhed vokser
Der bliver nu seks partnere mod fem i de foregående år, og Danmarks Transport-Tidende bliver herudover ny mediepartner.
Af Gwyn Nissen
Udover DTL er Scania, Codan, TomTom, VBG og Dansk Autohjælp partnere i konkurrencen, der går ud på at finde årets virksomhed i transportbranchen. Konkurrenceparametrene er i år bl.a. virksomhedsudvikling, miljø, teknologi og ledelse.
- Vi er glade for den store partneropbakning af en bred vifte af respekterede virksomheder med tilknytning til vejtransporten i Danmark. Og det er os også en stor glæde at præsentere Danmarks Transport-Tidende som mediepartner til konkurrencen. Det sikrer, at vi kommer bredt ud i den danske transportbranche, hvad enten transporten foregår på sø, land eller i luften, siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard.
Godt for imageHos Danmarks Transport-Tidende understreger direktør Gwyn Nissen, at Årets Transportvirksomhed er vigtig for erhvervets image, og at der derfor ikke var brug for den store betænkningstid, da muligheden for at blive mediepartner dukkede op.
- Årets Transportvirksomhed er blevet en god tradition i den danske transportbranche, og vi glæder os over, at få lov til at være med til at løfte dette spændende arrangement, siger Gwyn Nissen.
Foruden Danmarks Transport-Tidende udgiver Dansk Transport Forlag også Trans Inform samt webportalen www.transporttidende.dk, hvori Årets Transportvirksomhed 2011 også vil blive dækket.
Årets Transportvirksomhed 2011 kåres på DTLs generalforsamling 7. maj i Aalborg, hvor prisen overrækkes af transportminister Hans Christian Schmidt.
gn@transinform.dk