147 gram for varebiler
EU er ved at slå de sidste søm i nye regler for varebilers CO2-udledning.
Når EU-parlamentet mødes i næste uge for at fastlægge de nye grænser for varebilers CO2-udledning, så bliver grundlaget de regler, som blev forhandlet på plads mellem EU-landene i december. Der er ikke ændret på reglerne siden – og der er et flertal for de tal, der foreligger nu.
Det betyder, at varebiler i fremtiden – 2020 - skal være noget mere miljøvenlige end de er i dag. Biler op til 3,5 tons totalvægt må således i gennemsnit kun udstøde 147 gram CO2 pr. kilometer. I dag er grænsen 200 gram.
For hvert gram en producent ligger over de 147 gram skal der betales 95 euro i bod pr. varebil. Allerede 2017 skal CO2-udslippet være reduceret til 175 gram.
EU-Kommission var gået efter 135 gram i 2020, men efter forhandlinger endte det med et kompromis på 147 gram.