Stor transportkonkurs i Norge
Holdingselskabet Lunde Gruppen AS blev onsdag erklæret konkurs ved Skifteretten i Stavanger.
Det skriver det norske nyhedsmedie Aftenbladet.no. Lunde Gruppen havde ved udgangen af 2009 en samlet gæld på 1,4 mia. norske kroner. Hvor stor gælden er ved konkursen har man endnu ikke oversigt over.
Datterselskabet Johs. Lunde Marine Group, der blev ramt af konkurs for en uge siden, havde en gæld på ca. 400 mio. norske kroner.
I søndags var der ifølge avisen været et hemmeligt møde mellem bankerne Nordea, Handelsbanken, Sparebanken vest og Sandnes Sparebank omkring Lunde Gruppen.
De fire pengeinstitutter har alle givet lån og kreditter til Lunde Gruppen. Johannes Lunde, der er 42 år og fra Stavanger, var eneejer af selskabet, der både havde interesser i ejendomssektoren, lystbådesektoren, transportbranchen og en del andre mindre aktiviteter i andre brancher.