Faldulykke: Vestre Landsret pålægger petfoodfirma delvist ansvar for personskade opstået i forbindelse med lageroptælling.

Virksomhedernes naturlige forpligtelser for medarbejdernes ve og vel er lovfæstede mange forskellige steder, og først og fremmest vel nok i arbejdsmiljøloven, der i § 38, stk. 1 indeholder følgende bestemmelser:

Om arbejdsstedets indretning, hedder det i § 42, stk. 1:

Om de mere tekniske forpligtelser fremgår det bl.a. af § 45, stk. 1:

Endeligt spiller de grundlæggende regler i §§ 16 og særligt 17, stk. 2 den rolle ved vurderingen:

§16:

§ 17, stk. 2:

Det pudsige er, at bestemmelserne i forhold til arbejdsgiverens egentlige ansvar stadig skal suppleres af en bestemmelse fra 1683, nemlig den såkaldte 3-19-2 fra Danske Lov, en regel der i korthed går ud på, at arbejdsgiveren er ansvarlig for de fejl, de ansatte begår i forbindelse med arbejdets udførelse.

Vestre Landsret har for nylig afsagt en dom, hvor arbejdsmiljølovens bestemmelser var omdrejningspunktet. I sagen, der startede ved byretten, havde en ansat påstået sig tillagt en erstatning 83.842,64 for hhv. tabt arbejdsfortjeneste, svie og smerte og en enkelt lægeerklæring.

Sagen drejede sig om en medarbejder (A), der i 2004 blev ansat på fuld tid som lagermedarbejder hos Petfoodfirmaet. Lørdag den 2. juli 2005 deltog hun sammen med kollegaen, B, i en såkaldt statuskontrol, en kontrol af den lageroptælling, som havde fundet sted om fredagen.

I forbindelse med arbejdet kom hun til skade, idet hun slog sin hæl og sit haleben. Der var under sagen tvist om, hvordan ulykken fandt sted.

Firmaets lagerchef (C) skrev den 4. juli 2005 en skadesanmeldelsen til Arbejdsskadestyrelsen følgende om episoden:

A var sygemeldt efter faldet og modtog derfor sygedagpenge fra X Kommune. Til brug for kommunens regressag mod Petfoodfirmaet udfyldte A erklæring dp 209, hvor hun den 25. august 2005 beskrev ulykkestilfældet med helt identisk ordlyd.

I en lægeerklæring dateret 15. september 2005 fra A’s egen læge er uheldet beskrevet således:

Efter en sygeperiode genoptog A arbejdet den 24. oktober 2005, idet hun arbejdede 3-4 timer dagligt. Denne ordning varede indtil den 9. december 2005, hvor A opsagde arbejdsforholdet.

Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse i arbejdsskadesagen den 22. januar 2007, hvor A fik tilkendt 15 % i méngodtgørelse.

Det regreskrav som kommunen havde for udbetalte ydelser blev senere til en selvstændig retssag og i forbindelse hermed nåede retten frem til at Petfoodfirmaet skulle frifindes, hvilket Kommunen så accepterede.

I den sag som medarbejderen og hendes fagforening selv anlagde mod firmaet forklarede A senere i byretten, at hun blev ansat hos Petfoodfirmaet i 2004 som lagermedarbejder og at hun har truckcertifikat.

Den pågældende dag var hun i gang med statusoptælling sammen med kollegaen, B. På grundlag af udleverede varespecifikationsnumre skulle de kontrollere den foretagne optælling og rette eventuelle fejltastninger.

På et tidspunkt skulle hun og B optælle “griseører”, som stod bag nogle paller med kattegrus. Hun kan ikke i dag huske, om der var to eller tre rækker paller med kattegrus foran griseørerne, men griseørerne var vanskelige at komme ind til.

Hun brugte derfor den fremgangsmåde, at hun stillede sig op på truckens gaffel, hvorefter B løftede hende op, så hun kunne gå ind over pallerne med kattegrus og frem til pallerne med griseører.

Ulykken skete, da hun var på vej tilbage og ned igen. Hun stillede sig op på gaflen og forventede, at B ville køre langsomt tilbage. I stedet bakkede B med ret stor fart, hvorved hun røg bagover og ned på betongulvet. Hun slog bagdelen og den højre hæl. Hun anslår, at hun faldt fra ca. to meters højde.

Hun vidste godt, at hun ikke måtte stå på gaflerne, men det var for besværligt at tage de forreste paller ud. Efter faldet blev hun kørt ud til kaffestuen og efter at have sundet sig lidt, besluttede hun at lægge kortene på bordet overfor lagerchefen, C.

Sammen med B gik hun ind på C’s kontor og berettede, hvad der var sket. Både hun og B var klar over, at det var en uheldig situation og at det kunne være fyringsgrund.

C foreslog, at de holdt mund med hvad der var sket, og at han i stedet skulle tale med personalechefen om det om mandagen. Alle vidste, at det var et uheld, der ikke måtte ske.

Hun vil fastholde, at den omstændighed - at hun stod på gaflerne - var en helt sædvanlig praksis, som hun også har set andre udføre.

Hun ved ikke, om ledelsen havde kendskab til denne praksis. Hun erkender dog, at hun i forbindelse med truckcertifikatet har lært, at man ikke må stå på gaflerne. Hun var gode venner med B på ulykkestidspunktet. Senere blev deres venskab mere tæt, men det er nu ophørt.

I retten anførte A’s advokat ikke overraskende, at Petfoodfirmaet var ansvarlig for arbejdsulykken. Det pågældende arbejde var ikke planlagt, tilrettelagt eller udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, jf. normen i arbejdsmiljølovens § 38.

Arbejdsstedet var ikke indrettet sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, jf. normen i arbejdsmiljølovens § 42. De anvendte tekniske hjælpemidler var ikke indrettet eller blev anvendt sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, jf. normen i arbejdsmiljølovens § 45, særligt idet den pågældende fremgangsmåde ved optælling af lageret var sædvanlig i firmaet og indebar stor risiko for de ansattes sikkerhed.

Der var ikke foretaget de lovpligtige hovedeftersyn af gaffeltrucken, som A anvendte på ulykkesdagen, og at der derfor heller ikke er sket lovpligtig eftersyn af den mandskabskurv, som Petfoodfirmaet har gjort gældende kunne være brugt.

Advokaten anførte videre, at der ikke blev ført et effektivt tilsyn med arbejdets udførelse, ligesom der ikke blev givet instruktion om de faremomenter, der var forbundet med arbejdets udførelse, jf. normerne i arbejdsmiljølovens §§ 16 og 17, stk. 2.

Petfoodfirmaet har som arbejdsgiver pådraget sig et erstatningsansvar, jf. DL 3-19-2, idet B’s adfærd må betegnes som en uforsvarlig skadegørende handling, som sagsøgte hæfter for. A har ikke udvist egen skyld og erstatningskravet er korrekt opgjort og dokumenteret.

Byretten lagde til grund, at arbejdslykken var sket som beskrevet af A og B under hovedforhandlingen. Der var ikke grundlag for at tro, at C skulle have foranlediget, at der i anmeldelsen til Arbejdsskadestyrelsen og over for X Kommune blev afgivet en urigtig beskrivelse af arbejdsulykken.

Det kunne herefter lægges til grund, at A lod B føre trucken, at A lod sig fragte hen over de foranstående paller ved at stå på truckens gafler og at faldet var direkte foranlediget af, at B havde problemer med at betjene trucken.

Retten lagde endvidere til grund, at der var givet instruks om, at optælling på paller, der stod inde bag andre paller skulle ske ved, at de foranstående paller skulle flyttes ved hjælp af trucken. Det var derfor uden betydning for arbejdsulykken, om der var en mandskabsvogn til rådighed.

Der var tale om en enkel og ukompliceret arbejdsgang, som udover en generel instruks ikke krævede særskilt instruks eller tilsyn over for en erfaren medarbejder.

Retten fandt herefter, at A ved sine handlinger havde udvist en sådan grad af egen skyld, at der ikke kunne pålægges arbejdsgiveren ansvar for arbejdsulykken - ej heller som følge af B’s adfærd.

Petfoodfirmaet blev således fuldt ud frifundet, men derved var sagen ikke slut, idet medarbejderen og hendes fagforening indbragte sagen for landsretten.

Landsretten startede med at fastslå, at der efter bevisførelsen ikke var grundlag for at antage, at den mandskabskurv, der på ulykkestidspunktet fandtes i virksomheden, havde været anvendt i forbindelse med de kvartalsvise lageroptællinger.

Efter de forklaringer, der var afgivet af A, B og firmaets HR-chef, lagde retten til grund, at det ikke var usædvanligt for de medarbejdere, der skulle foretage lageroptællinger, at stå op på truckens gafler for derved bedre at kunne optælle de varer, der stod på de bagerste paller.

Der forelå ikke nogen egentlig instruktion til medarbejderne - herunder til de medarbejdere, der ikke sædvanligvis arbejdede på lageret - om, hvorledes lageroptællingen skulle foregå.

Herefter og da virksomheden havde mulighed for at føre et mere omhyggeligt tilsyn med, hvorledes optællingen foregik, fandt landsretten, at Petfoodfirmaet havde pådraget sig erstatningsansvar for de skader, som A pådrog sig ved faldet.

Selv om A var klar over, at B ikke havde truckcertifikat, lod hun sig hejse op i ca. 2 meters højde på truckens gafler, hvilket var forbundet med betydelig fare. På denne baggrund har A udvist en sådan grad af egen skyld, at erstatningen blev nedsat til halvdelen.

I perioden fra den 24. oktober til den 9. december 2005 genoptog A delvist arbejdet, og efter de foreliggende oplysninger måtte det lægges til grund, at hun i denne periode fortsat havde smerter i hælen og fik behandling hos fysioterapeut. Under disse omstændigheder fik A godtgørelse for svie og smerte i denne periode.

Den halve erstatning blev beregnet til 41.921,32 kr. og da arbejdsgiveren trods alt var blevet frifundet i byretten og havde fået halv medhold i landsretten, fastslog retten at ingen af parterne skulle betale omkostninger til den anden part.