Det er lovligt at betale løsesum til pirater
Britisk appeldomstol fastslår, at det er lovligt at frikøbe kaprede skibe og deres besætninger fra pirater.
Myndighederne i USA har under Obama-administrationen lagt op til, at det skal være strafbart for rederier, at betale løsesummer til pirater. USA frygter nemlig, at de mange millioner dollars bliver brugt til terrorstøtte.
Ikke mindst i Somalia, hvor piratforretningen for længst har rundet et 3-cifret millionbeløb i dollars og hvor den fundamentalistiske muslimske oprørsbevægelse Al Shabab – der angiveligt har tætte bånd til terrororganisationen Al-Qaeda – kontrollere store landområder.
Men en britisk appeldomstol har nu fastslået, at det er legalt at betale løsesum til pirater, for at få frigivet besætning og skib. Det skriver den belgiske shippingavis LeLloyd.
Det sker som led i en dom i en mere omfattende forsikringssag, hvor domstolen har vurderet, at en kapring af et skib med last og besætning ikke kan anses som et fuldstændigt tab (Total loss). Kendelsen gør her op med en juridisk praksis, der har rødder i helt op til 500 år gamle domme.
Skibets og lastens ejere har i dag – i modsætning til tidligere – reelle muligheder for at frikøbe besætningen og skibet, samt skibets last fra piraterne.