Søværnet redder to søfolk på flugt fra pirater
Det danske orlogsskib Esbern Snare har reddet to søfolk, der flygtede fra det kaprede handelsskib Beluga Nomination. (Foto: Søværnet)
De to søfolk blev bjerget af Esbern Snarres besætning efter flere dage alene i redningsbåden på Det indiske Ocean.
Redningen var kulminationen på to dages eftersøgning, der også involverede amerikanske og spanske overvågningsfly. Eftersøgningen blev iværksat, da NATO’s flådestyrker i Adenbugten opdagede, at besætningsmedlemmer fra det kaprede handelsskib Beluga Nomination havde haft held til at flygte fra de somaliske pirater i et af skibets redningsflåder.
Fredag eftermiddag lykkedes det besætningen på Esbern Snare’s Lynx-helikopter at finde redningsflåden midt i Det indiske Ocean, 300 sømil fra Afrikas østkyst.
”Der blev affyret nødblus fra redningsflåden, da helikopteren blev set, og et dansk besætningsmedlem fra Esbern Snare kunne kort efter kravle ombord i redningsflåden til to meget lettede besætningsmedlemmer fra Beluga,” skriver Søværnets Operative Kommando i en pressemeddelelse.
De to reddede besætningsmedlemmer har det efter omstændighederne godt, oplyser Søværnet. De bliver formentlig ombord på det danske krigsskib indtil det næste planlagte havneophold.