Fagforbund imod bevæbnede vagter
Mens skibsofficerernes fagforening, Søfartens Ledere, ønsker bevæbnede vagter på danske handelsskibe under passage af Adenbugten, så siger andre fagforbund nej tak.
Det er CO-Søfart, Dansk Metal og Søværnets Konstabelforening, der ikke syntes at bevæbnede vagter som piratforsvar er en god ide.
- Selvom de søfarendes sikkerhed er topprioritet for os, så mener vi ikke løsningen består i, at der sættes en flok bevæbnede paramilitære ombord på skibene – tværtimod, siger formanden for Dansk Metals Maritime Afdeling, Ole Philipsen.
Det skriver maritimedanmark.dk med CO-Søfart som kilde.
- Erfaringerne fra Irak taler for sig selv, og løsningen kunne derfor være en FN-styrke under kommando. Det er meget udansk, og strider imod vores retsopfattelse, at den udøvende magt på dansk territorium pludselig er et hold eks-marinesoldater fra USA, siger Ole Philipsen, der advarer mod uigennemtænkte løsninger, der risikerer at øge risikoen for tab af menneskeliv.
De tre fagforeninger foreslår en løsning med operationelle baser, hvorfra FN-soldater så kunne sejle med handelsskibene under passage af Adenbugten.