Første spadestik i Aarhus
Om 10 måneder er Volvo Truck Center klar med nyt anlæg i Logistikparken i Aarhus.
Trods frost og hårdt vintervejr er det lykkedes at komme i jorden, og store entreprenørmaskiner er i fuld gang med det indledende jordarbejde.
Det obligatoriske første spadestik blev i sidste uge taget til Volvo Truck Centers nye anlæg i Århus. Men faktisk var det en lille smule snyd, da de store maskiner allerede er i fuld gang med at forberede jorden til det kommende byggeri.
- Vores entreprenør ville gerne i gang og udnytte den hårde frost der var i december, til at få gravet en del af vandet/isen væk, siger Dan Gregersen, filialchef Volvo Truck Center Århus. Vi glæder os utroligt meget til at flytte, og vores medarbejdere har virkelig fortjent bedre arbejdsbetingelser i forhold til de trange forhold der har hersket på det nuværende anlæg i Viby.
Placeringen ved den nye Logistikpark er optimal for Volvo. Dels er det et trafikalt knudepunkt og dels er logistikken for kunderne helt i top. Med otte moderne værkstedsbaner på 32 meter med porte i begge ender, og administration, lager og chaufførfaciliteter samlet midt i vinkelbyggeriet, bliver det et meget velfungerende anlæg til gavn for kunderne i hele området. Volvo Truck Center Århus beskæftiger i dag 35 personer.
Administrerende direktør Torbjörn Christensson, Volvo Lastvogne Danmark, tog det første officielle spadestik til det nye anlæg i logistikparken i Aarhus, flankeret af filialchef Dan Gregersen (tv.) og eftermarkedsdirektør Henrik Torp Kristensen (th.).