Iveco leverer Astra 8X8 lastvogne til den franske hær
Hjemmebanefordelen rakte ikke for Renault Trucks, da den franske hær valgte lastvogns-leverandør til stor kontrakt.
Iveco, der er et selskab i Fiat Industrial Group, har, sammen med det franske Soframe – et datterselskab i den alsaciske Lohr Group - vundet en kontrakt om levering af off-road militærlastvogne til den franske hær. Kontrakten omfatter en første leverance på 200 køretøjer til en værdi af ca. 160 millioner Euro. Der er tale om en del af en leverancekontrakt med efterfølgende valgfri delleverancer på op til i alt 2400 enheder til en samlet værdi af ca. 800 millioner Euro.
De 8x8 militære high-mobility specialkøretøjer leveres af Iveco Astra, som er en del af Iveco Defence Vehicles, et Iveco-selskab specialiseret i taktiske forsvarskøretøjer i en lang række forskellige konfigurationer samt i konstruktion og produktion af offroad-køretøjer til brug for byggesektoren og minedrift.
Køretøjerne til den franske hær, der leveres med delvist pansret førerhus, forskellige typer veksellad, anhængere og kraner til bjergning af militærkøretøjer, sikrer enestående fleksibilitet og maksimal beskyttelse af mandskabet samt stor lastekapacitet. Leverancen vil også omfatte vedligeholdelse og levering af reservedele.
Renault-protestRenault Trucks – der har været fast leverandør af tungt transportmateriel til den franske hær siden 1. verdenskrig – forsøgte at få underkendt licitationen ved en forvaltningsdomstol i Frankrig. Domstolen afviste klagen i midten af december og dermed var vejen banet for underskrift på kontrakten med licitationens oprindelige vinder Iveco.
Opbygningerne til chassiserne vil blive produceret og samlet i Frankrig af Soframe, et selskab i den alsaciske Lohr Group. Køretøjerne vil blive udstyret med Cursor-motorer fra Fiat Powertrain Industrial, som ligeledes vil blive produceret i Frankrig, tillige med andre komponenter med høj merværdi af fransk oprindelse.