Prisleje under omkostningsniveau
FDL betegner stramning af kontrollen over for vejtransportbranchen som tvingende nødvendig.
I Frie Danske Lastbilvognmænd (FDL) noterer man den pludselige offentlige interesse for forholdende i vognmandsbranchen – herunder det flere betegner som stadigt mere omfattende snyd. Men FDL opforder til, at offentligheden og herunder medierne spørger, hvorfor der snydes?
Kontorleder i FDL, Jens Groot, har selv svaret:
- Svaret er ganske enkelt, at transportpriserne ved national kørsel er ikke fastlagt efter danske omkostninger. Priserne er fastsat af kørselsrekvirenter, og tvunget ned i et leje, der ligger langt under den kostpris, som er nødvendig for at overholde lovgivningen i Danmark, hævder kontorleder Jens Groot, i en pressemeddelelse.
FDL mener, at danske vognmænd savner den fornødne myndighedsopbakning i form af en reel kontrolindsats, der kan bremse den uheldige udvikling.
- Priserne på national-kørsel styres i dag desværre af de klart manglende kontrol-muligheder af den ulovlige cabotagekørsel, som regel udført af chauffører, der får en løn på under det halve, ja helt ned til en ottendedel af det, en dansk chauffør overenskomstmæssigt koster, og det er altså i længden mere end uholdbart, fortsætter Jens Groot.
Han opfordrer også fagforbundet 3F til at gå mere aktivt ind for at sikre danske overenskomster bliver overholdt. Men han erkender, at det er svært.
- Vil en dansk vognmand med danske biler og danske chauffører, som aflønnes med overenskomstmæssig løn ikke køre til den dikterede pris, må han trække bilen hjem. For der holder desværre nok biler og venter på at overtage kørselen efter ham, siger Jens Groot.
Han mener, at kørselsrekvirenterne skal have et større medansvar for, at transporterne faktisk udføres ifølge lovgivningen. Samtidig kritiserer han Trafikstyrelsen for en tandløs dansk udmøntning af EU’s cabotageregler, der efter hans vurdering umuliggør en reel myndighedskontrol over for planlagt cabotagekørsel.
- Det er en mildest talt en sørgelig udvikling, som vi både MÅ og SKAL have stoppet, hvis ikke resterne af det rent danske vognmands-erhverv skal dø en langsom, men sikker død, understreger kontorleder Jens Groot fra FDL.