23948sdkhjf

Skorsten uden surring

Faldt af lastbilen: Ny dom pålægger dansk speditør ansvar for canadisk transportskade.

Faldt af lastbilen: Ny dom pålægger dansk speditør ansvar for canadisk transportskade.



Af adv. Henrik Kleis, Advokatfirma Delacour Dania, Århus

NSAB 2000 er stadig de danske speditørers ”grundlov” og skal jo helst indgå i det samlede aftale-grundlag med ordregiverne for blandt andet at sikre speditørens forsikringsdækning.

NSAB indeholder imidlertid selv i § 23 en såkaldt ”netværksbestemmelse”, der kan føre den retlige regulering af aftaleforholdet ud af NSAB og i stedet over i anden lovgivning, typisk en af de internationale transportkonventioner, nemlig i de tilfælde hvor der mellem speditøren og kunden er aftalt at transporten udføres med et bestemt transportmiddel.

§ 23 har følgende indhold:

”Hvis særlig aftale er truffet om en bestemt transportmåde, eller hvis det kan bevises, at bortkomst, forringelse, beskadigelse eller forsinkelse er indtruffet, medens godset transporteredes med et bestemt transportmiddel, skal speditøren i stedet være ansvarlig ifølge de for en sådan transportmåde gældende lovbestemmelser og almindeligt forekommende og anerkendte transportvilkår i det omfang, disse indeholder afvigelser fra, hvad der er fastsat i § 5, stk. 2, eller §§ 15 – 22.”

Sø- og Handelsretten har netop haft lejlighed til at tage stilling til anvendelsen af blandt andet § 23 i en dom afsagt den 14. januar i år.

Skorsten skadet

I sagen blev en dansk speditør som kontraherende transportør dømt ansvarlig efter NSAB 2000 for en skade, der var opstået under en international multimodal transport fra Esbjerg til Milton i Canada.

Skaden skete på en transporteret skorstenssektion, som under kørsel på et havneområde i Hamilton i Canada væltede af en trailer tilhørende en udførende vejtransportør, sandsynligvis på grund af manglende surring.

Godset tilhørte en større dansk produktionsvirksomhed, der havde solgt en skorsten til et søsterselskab i Milton, Ontario, Canada med levering DDU Milton for 1.850.000 EUR. Skorstenen bestod af seks sektioner med en samlet vægt på 201,5 tons.

Speditøren påtog sig at transportere skorstenen fra producenten i Esbjerg til modtageren, i henhold til Nordisk Speditørforbunds Almindelige Bestemmelser (NSAB 2000). Af speditørens tilbud af 13. oktober 2008 fremgik bl.a. følgende:

”Basis:
Samlet afskibning fra Esbjerg primo uge 43, via Antwerpen til Hamilton (CND) (eta. 16.11.08), med viderefragt til site Milton Raterne er excl. utilities (undervejs omk. fra Hamilton til site Milton dvs. politi, el, skilte, lys master etc, iflg. udlæg, som vognmanden tager + 10 % for.)”

Til at udføre transporten ad landevej fra Hamilton til Milton, der ligger 42 km. NNV inde i landet, antog speditøren den canadiske speditør, der igen antog vognmanden til at udføre transporten.

I Hamilton blev skorstenssektionerne den 9. december 2008 omlastet til vognmandens lastbiler, der skulle køre dem til Modtageren i Milton.

Under kørslen på havneområdet faldt skorstenssektion 3 imidlertid af en lastbil på grund af manglende surring.

Buet, bøjet og skrabet

En havariagent besigtigede skorstenssektion 3 på havneområdet i Hamilton den 10. december 2008. Det fremgår af hans besigtigelsesrapport af 21. april 2009, at producenten havde emballeret skorstenssektionen i en ramme sikret med metalbånd, og at skorstenssektionen ved faldet fra lastbilen var blevet ”bulet, bøjet og skrabet”. Besigtigelseshonoraret udgjorde 2.000 CAD.

Afsenderen reklamerede den 10. december 2008 over for speditøren, der reklamerede over for den canadiske speditør, der igen reklamerede over for vognmanden.

Producenten sendte en medarbejder til Canada for at besigtige skaderne på skorstenssektionen, der blev udbedret af det canadiske montagefirma.

Opsætningen af skorstenen blev på grund af skaden ligeledes forsinket. Producenten måtte udbetale ventepenge og hotel- og rejseomkostninger til det firma, som skulle opsætte skorstenen samt til producentens supervisor på byggepladsen.

Den 28. august 2009 rykkede speditøren efter henvendelse fra den canadiske speditør afsenderen for dokumentation for erstatningskravet. Afsenderen, der videresendte henvendelsen til sit engelske forsikringsselskab, hvis agent ved brev af 3. december 2009 sendte en opgørelse over erstatningskravet med tilhørende dokumentation til speditøren.

Erstatningskravet for ventepenge, udbedrings-, hotel- og rejseomkostninger samt besigtigelseshonorar blev opgjort til 74.954 CAD, svarende til den nedlagte påstand på 351.213 DKK.

Sag i Canada og Danmark

Vognmandens forsikring afviste den 7. december 2009 at betale erstatning til speditøren og den canadiske speditør under henvisning til, at det endelige krav ikke som foreskrevet i Ontario Regulation 643/05 Section 12 ii) var anmeldt inden 9 måneder efter forsendelsen med kopi af fragtbrevet.

Den canadiske speditørs advokat har med samme begrundelse ved brev af 22. december 2009 afvist speditørens erstatningskrav. Den 16. april 2010 har speditøren og den canadiske speditør udtaget stævning mod Vognmanden ved Ontario Superior Court of Justice.

Vognmanden har under sagen påstået frifindelse bl.a. under henvisning til manglende rettidig anmeldelse af kravet efter Ontario Regulation 643/05 Section 12 ii).

Parterne har anmodet den canadiske ret om at udskille denne indsigelse til særskilt forhandling og afgørelse, hvilket retten dog ved kendelse af 14. september 2010 har afvist at gøre på det foreliggende grundlag.

Mangelfuld emballage

I mellemtiden havde det engelske forsikringssyndikat, der havde udbetalt erstatning til sin forsikringstager, afsenderen, anlagt sag mod speditøren ved Sø- og Handelsretten med påstand om betaling af erstatning på 350.213 DKK.

Speditørens advokat anførte her blandt andet som begrundelse for sin frifindelsespåstand bl.a., at speditøren som følge af godsets let skadelige beskaffenhed og mangelfulde emballage ikke var ansvarlig for skaden, jf. NSAB § 16, stk. 1, litra c og d.

Advokaten mente, at der mellem parterne var truffet aftale om en bestemt transportmåde i form af landevejstransport fra Hamilton til Milton. Dette fremgik både af tilbuddet til afsenderen og af forklaringen afgivet af speditionsfirmaets direktør, hvorefter transporten ikke kunne være udført på anden måde.

Det fulgte derfor efter speditørens opfattelse af NSAB §§ 29-30, at speditøren kunne påberåbe sig de regler over for sin ordregiver, som gjaldt for den transportform, hvorunder skaden var sket, idet dette var den eneste mulighed for, at den kontraherende speditør kunne få afdækket sin risiko i forhold til den udførende transportør.

Den udførende transportør påberåbte sig 9-måneders fristen for ”final statement of claim” i Ontario Regulation 644/05. At krav ikke var fremsat rettidigt over for den udførende transportør, skyldtes alene afsenderens forhold. Erstatningskravet blev således først dokumenteret ved First Marine A/S’ brev af 3. december 2009, uagtet at afsenderen gentagne gange af speditøren var blevet rykket for denne dokumentation.

Ikke særlig aftale

Sø- og Handelsretten slog indledningsvist fast, at speditørens tilbud af 13. oktober 2008 til afsenderen efter sit indhold angik en multimodal (dør–til-dør) transport fra Esbjerg, Danmark, til Milton, Canada, og parterne var enige om, at tilbuddet henviste til NSAB 2000.

Det forhold, at speditøren i sit tilbud omtalte, at basis for beregningen af fragten var

”Samlet afskibning fra Esbjerg … via Antwerpen til Hamilton”

og

”viderefragt til site Milton”,

og at raterne var eksklusive forskellige omkostninger,

”som vognmanden tager + 10 % for”,

ændrede ikke i sig selv ved parternes vedtagelse af NSAB 2000 som retsgrundlag for deres aftale om multimodal transport, idet en sådan uspecifik omtale af grundlaget for fragtberegningen ikke var en

”særlig aftale”

som nævnt i NSAB 2000 § 23.

Indgåelsen af aftalen om multimodal transport på grundlag af NSAB 2000 har til formål eller virkning at skabe klarhed i retsforholdet mellem transportordregiveren og den kontraherende transportør.

Transportordregiveren kan holde sig til den kontraherende transportør i overensstemmelse med ansvarsreglerne i NSAB 2000. Den kontraherende transportør kan, hvis han ikke selv udfører transporten, selv vælge, hvilke transportører han vil gøre brug af ved opfyldelsen af transportaftalen med ordregiveren.

Det var efter rettens opfattelse den kontraherende transportørs egen risiko og privilegium at tage stilling til, hvilke transportvilkår som skal gælde i forholdet mellem ham selv og de transportører, han måtte antage til at udføre den transport, om hvilken den kontraherende transportør har indgået aftale med transportordre-giveren. I givet fald kan den kontraherende transportør som fagkyndig tage højde for afvigelser i vilkårene ved fastsættelsen af sin pris for transporten.

Ingen canadiske regler her

Retten konkluderede derfor, at canadisk ret ikke kom til anvendelse i forholdet mellem ordregiveren og den kontraherende transportør, blot fordi den kontraherende transportør for at opfylde sine forpligtelser efter aftalen med ordregiveren antog en canadisk vognmand til at bistå sig med den del af dør-til-dør transporten fra Esbjerg til Milton, som nødvendigvis måtte ske ved landevejstransport fra Ha-milton til Milton.

At skaden faktisk skete under vejtransport i Canada, kunne efter rettens opfattelse heller ikke i sig selv medføre nogen ændring i retsforholdet mellem transportordregiveren og den kontraherende transportør. Det var som nævnt den kontraherende transportørs risiko og privilegium at tage stilling til betydningen for hans pris for transporten af, at han ikke havde de samme vilkår i aftalen med den udførende transportør som i aftalen med ordregiveren.

Speditøren havde endvidere ikke godtgjort, at Ontario Regulation 643/05 med Schedule 1 ”Uniform Condiions of Carriage – General Freight” var til hinder for, at en multimodal transportør i forhold til transportordregiveren påtog sig et videregående ansvar, end den multimodale transportør i givet fald selv kunne gøre regres for over for en udførende transportør, som han selv måtte have antaget.

Manglende surring

Forsikringssyndikatet var ved at udbetale erstatning til afsenderen indtrådt i afsenderens krav for det påstævnte beløb.

Retten bemærkede, at godset af afsenderen (producenten) var forsynet med transportbeslag, der var egnede til at understøtte godset. Når godset væltede af traileren i forbindelse med landevejstransporten, skyldtes det efter de sagkyndige dommeres vurdering, som den juridiske dommer var enig i, at skorstenssektion 3 slet ikke blev surret fast på den pågældende lastbil, hvilket den burde have været.

Som følge af den manglende surring, faldt godset af traileren og blev beskadiget, således at afsenderen / producenten / forsikringssyndikatet dels måtte sende folk til Canada, dels måtte få lokale folk til at reparere den pågældende sektion af skorstenen.

En individuelt udformet skorstenssektion som den foreliggende ville formentlig herved være værdiforringet til scrapværdien, således at reparationen medførte en begrænsning af kravet i forhold til kravet ved at sælge sektionen som skrot.

Reparationsudgifterne skulle derfor erstattes, herunder de udgifter, der var en følge af, at reparationen måtte foretages på det pågældende tidspunkt og under de foreliggende omstændigheder, og det blev, da et forsikringsselskab havde betalt erstatning i overensstemmelse hermed, lagt til grund, at det krævede beløb svarede til værdiforringelsen.

At betale

Med hensyn til reklamation og forældelse fandtes afsenderen efter det oplyste at have reklameret i overensstemmelse med NSAB 2000 § 29. Der var ikke nogen aftale som nævnt i NSAB 2000 § 30, stk. 3, og det forhold, at speditørens krav mod den udførende transportør måtte være undergivet canadiske forældelsesregler, kunne i overensstemmelse med det, som er anført ovenfor, ikke medføre, at sagsøgerens krav mod sagsøgte underkastes canadiske forældelsesregler i stedet for forældelsesreglerne i NSAB 2000, som parterne selv havde vedtaget.

Speditørens indsigelse mod rentekravet, der først var rejst i speditørens mundtlige indlæg under hovedforhandlingen, tillodes ikke fremsat, idet modparten havde protesteret herimod, og idet betingelserne i retsplejelovens § 363, stk. 1, ikke var opfyldt.

Forsikringssyndikatets påstand blev herefter taget til følge og speditøren blev pålagt at betale sagsomkostninger.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062