Sædvanligvis vil man som transportør vide, hvilken type gods der transporteres for transportkunden, da dette typisk vil fremgå af fragtbrevets rubrik vedrørende ”godsets art”.

Men det hænder i praksis, at ikke alle fragtbrevets rubrikker udfyldes ved hver enkelt transport. Transportørens viden vil ofte være altafgørende, når man i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst skal vurdere, om transportøren har handlet groft uagtsomt under transporten.

En helt dugfrisk dom fra Sø- og Handelsretten afsagt den 21. december 2010 har netop taget stilling til denne problematik i en sag, hvor godset blev stjålet under transporten. Ordregiveren og dennes vareforsikringsselskab anlagde efterfølgende sag mod transportøren med påstand om, at denne havde handlet groft uagtsomt ved udførelsen af transporten. Sagens faktuelle omstændigheder er som følger:

Omdrejningspunktet for hele sagen var en transport af et parti elektroniske varer fra en dansk virksomhed i Brøndby til en køber i Bologna i Italien. De elektroniske varer bestod primært af forskellige Apple produkter, herunder værdifulde Iphones og Ipods.

Godset blev transporteret i henhold til en større rammetransportaftale, og der blev derfor ikke indgået en særskilt aftale for den enkelte transport. I stedet bestilte kunden blot den enkelte transport hos transportøren på de faste vilkår.

De solgte varer blev pakket på en europalle på sælgers lager, således at pallen afslutningsvist blev tapet ind i sort folie. Det var derfor ikke muligt at se, hvilke varer der var pakket på pallen. Herefter blev godset afhentet af en undertransportørs chauffør, som på en delivery note kvitterede for, at han havde afhentet varerne.

Af delivery noten fremgik det, at det transporterede gods inkluderede de nævnte Apple produkter. Der blev tillige udstedt et fragtbrev ved pallens overgivelse til chaufføren, men fragtbrevets rubrik vedrørende godsets art var ikke udfyldt. Chaufførens eneste mulighed for at få kendskab til Pallens indhold var derfor via den underskrevne delivery note, som principielt er et dokument til brug alene i forholdet mellem varekøber og varesælger.

Den danske sælger havde ikke på anden vis instrueret transportøren eller chaufføren om, at der var tale om såkaldt tyvetækkeligt gods på pallen.

I mangel af bedre viden tog chaufføren derfor ikke særlige hensyn under transporten, idet han valgte at overnatte på en almindelig rasteplads i Tyskland uden særlig overvågning eller lignende. I det hele taget kørte chaufføren transporten som en sædvanlig stykgodstransport uden at tage specielle forholdsregler.

Ved ankomsten i Italien kunne modtageren dog straks konstatere, at der var en større manko ved forsendelsen, idet tapen og den sorte folie tilsyneladende havde været brudt op siden afsendelse. Modtageren tog derfor forbehold for dette på fragtbrevet. Det viste sig, at ca. 80 procent af forsendelsen var forsvundet under transporten - uden man dog vidste, hvor det præcist var sket.

Den danske sælger fik sit tab dækket hos sit forsikringsselskab, med fradrag af en selvrisiko på 25.000 kr. Transportøren udbetalte i første omgang erstatning til forsikringsselskabet på 6.752,06 kr. i henhold til ansvarsbegrænsningsreglerne i CMR-loven.

Herefter rettede både forsikringsselskabet og den danske sælger et krav mod den kontraherende transportør til dækning af selvrisiko og den resterende udbetalte erstatning. Kravene støttedes på, at transportøren havde handlet groft uagtsomt under transporten og at dette havde medført det pågældende tab.

I henhold til CMR-loven har det flere – for transportøren – alvorlige konsekvenser, hvis denne har udvist grov uagtsomhed under transporten, og dette har resulteret i beskadigelse eller bortkomst af godset. Blandt andet bortfalder retten til at begrænse sit erstatningsansvar for den berettigedes tab, lige-som den berettigedes frist til at gøre sit krav gældende over for transportøren forlænges fra 1 år til 3 år.

Domstolene har tidligere taget stilling til en række sager med lignende problematikker og i de tilfælde har retterne lagt vægt på, om godset er særligt tyvetækkeligt, om den udførende transportør og chaufføren i givet fald vidste dette, om stedet, hvor lastbilen stod parkeret kan karakteriseres som en risikozone, om parkeringen var begrundet i transportmæssige hensyn, om den eneste beskyttelse af godset var en presenning, og om parkeringen har medført en betydelig risiko for godset.

Dommerne lagde til grund, at hverken den kontraherende eller den udførende transportør havde konkret viden om, hvilken type gods der blev transporteret, herunder at godset var tyvetækkeligt gods af høj værdi.

Det faktum, at den kontraherende transportør i forbindelse med udarbejdelse af rammeaftalen erfarede, at den danske sælger blandt andet handlede med dyr elektronik, var ikke ensbetydende med, at transportøren burde have taget særlige forholdsregler i det konkrete tilfælde. Såfremt dette var væsentligt for transportkunden, måtte denne selv give meddelelse herom.

På grundlag af transportørernes (manglende) viden nåede Sø- og Handelsretten derfor frem til, at der ikke var handlet groft uagtsomt i forbindelse med transporten. Den sagsøgte transportør bevarede derfor retten til at begrænse sit ansvar i overensstemmelse med CMR-lovens regler herom.