Scheuerle bag tungt løft
Multilift Group har bestilt helt ny transporter, der kan løfte op til 620 tons tunge emner.
Lige inden årsskiftet havde Scheuerles STB 1000 sin jomfrutur, som omfattede løft og transport af en 495 tons tung Siemens-transformator. Den samlede vogntogsvægt var på hele 870 tons og den over 100 meter lange transport foregik fra fabrikken i Nürnberg til den lokale indlandshavn. Den otte kilometre lange tur varede fire og en halv timer og foregik i de sene aften- og nattetimer.
Der blev ikke anvendt en trækker, men en Inter Combi Power Booster til at bevæge den kæmpemæssige transport.
Fra indlandshavnen i Nürnberg blev den tunge last sat på en ponton og sejlet via Rhinen, Main og Donau til Holland og herfra via Nordsøen til Wilhelmshaven. Her kom STB 1000 i brug igen for de resterende 13 kilometer. Den sidste strækning medførte blandt andet, at den 102 meter lange, 5,5 meter høje og 4,4 meter brede transport måtte køre et stykke med motorvejen i modsat kørselsretning for at nå frem til sit bestemmelsessted.
Multilift Group har bestilt STB 1000 ved Scheuerle, fordi transformatorer og generatorer til energisektoren bliver stadig større.
Scheuerle Fahrzeugfabrik GmbH har sin ekspertise indenfor specialtransporter og selskabet hører sammen med Kamag Transporttechnik i Tyskland og Nicolas Industries i Frankrig til TII Group - Transporter Industry International, Heilbronn.