Stille acceleration
DTL-analyse: Hver 10. vognmand har drejet nøglen om på grund af krisen og der er kun udsigt til forsigtig vækst.
Finanskrisen lettede en smule i 2010 efter et sort 2009 for samfundsøkonomien og dermed også transportvirksomhederne. Dermed klarede transportbranchen sig også noget bedre sidste år, men der er forsat langt op til førkriseniveau. Ifølge en ny analyse af transportbranchen, som vognmandsorganisationen DTL har offentliggjort i medlemsbladet DTL Magasinet, så kan virksomhederne se frem til fortsat fremgang i 2011 – men i meget moderat tempo.
Analysen er primært baseret på aktuelle økonomiske og branchemæssige indikatorer som Danske Banks seneste speditørindeks for november 2010 og Finansministeriets seneste økonomiske redegørelse fra december 2010.
Intet opsvingStaten, regionerne og kommunerne skal svinge sparekniven i 2011 for at rette op det store budgetunderskud på de offentlige finanser. Samtidig forventer økonomerne, at den rekordlave rente kommer til at stige i takt med økonomien bedres.
Blandt andet derfor forventer DTL kun en beskeden vækst for transportvirksomhederne i indeværende år.
DTL noterer at det danske bruttonationalprodukt (BNP) steg med hele to procent i 2010 (ifølge de foreløbinge prognoser), hvor BNP faldt med 5,2 procent i 2009.
”Helt nye tal fra Finansministeriet viser, at når der tages højde for prisudvikling og sæsonudsving er den samlede danske økonomiske aktivitet steget i fem kvartaler i træk godt hjulpet på vej af især et offentligt forbrug, som er vokset mere end i andre OECD-lande, skattelettelser, et rentefald til et meget lavt niveau og en hurtigere bedring end ventet i den vestlige verden. Specielt på de vigtige tyske og svenske markeder,” skriver DTL.
Finansministeriet venter mindre vækstrater i år og næste år – ikke mindst på grund af de finanspolitiske stramninger.
”Det vil lægge en dæmper på efterspørgslen efter transportydelser og lægge et låg over væksten for transporterhvervet. Omvendt forventes det også, at væksten vil blive mere selvbærende og bygge på fremgang i den private efterspørgsel, produktion og eksport – i stedet for stigninger i det offentliges forbrug og investeringer. Det betyder, at transporterhvervet vil kunne regne med en mere stabil udvikling af markedet og efterspørgslen,” skriver DTL.
Fremgang siden juni 2010DTL påpeger, at mens danske vognmandsvirksomheder kæmpede med faldende omsætning fra efteråret 2010, så har branchen oplevet stigende omsætning siden juni 2010.
Men effekten af fremgangen bliver dæmpet af den kraftige stigning i brændstofomkostningerne.
” Da omkostninger til brændstof er den næststørste udgiftspost – kun overgået af lønomkostningerne – er det ensbetydende med, at væksten ikke kun kan tilskrives en stigende aktivitet men også stigende omkostninger.Derfor er vognmandsvirksomhedernes indtjeningsevne ikke umiddelbart blevet forbedret, skriver DTL.