Eftertragtede æbler: Manglende kendskab til typen af bortkommet gods fører til frifindelse i Sø- og Handelsretten.

Takket være ikke mindst de retsafgørelser, der er resultatet af danske og udenlandske forsikringsselskabers jævnlige besøg i landets retssale, opnås en stødt og rolig udbygning af fornemmelsen for hvordan retsreglerne fortolkes af domstolene, og hvor snitfladen går mellem eksempelvis grov og simpel uagtsomhed.

Indenfor transportretten har ikke så få retsafgørelser de seneste 15-20 år drejet sig om CMR-lovens § 37, som i korthed går ud på, at de beløbsmæssige ansvarsbegrænsningsmuligheder i ”Konventionen om international grænseoverskridende landevejstransport” bortfalder, såfremt skaden er påført godset med fortsæt eller grov uagtsomhed.

Netop grænsen mellem den grove og den simple uagtsomhed (som medfører ret til ansvarsbegrænsning) er flydende og hviler på det skøn, som den eller de medvirkende dommere i hvert enkelt tilfælde skal udøve og som stille og roligt bygges op af den retspraksis, der findes inden for området. Hver gang vi får en dom kastes der nyt lys over det sted, hvor grænsen skal drages.

Et af de ikke uvæsentlige elementer, ved den samlede vurdering af om en skade eller en bortkomst er resultatet af grov uagtsomhed, er hvilken type gods, der er tale om.

Jo mere værdifuld og let omsætteligt varen har været, i jo højere grad har transportøren risiko for, at der statueres grov uagtsomhed. Godset får dermed sædvanligvis af domstolene det lidt pudsige prædikat ”tyvetækkeligt” (i modsætning til almindelig stykgods), og de grupper af varer, der normalt falder ind under denne betegnelse, er hyppigst elektronik, tobak og alkohol.

Netop ved transport og opbevaring af denne slags varer, stiger forventningen til den måde speditøren og transportøren skal udøve sit varetægtsansvar på.

I en af de sager jeg selv har ført om emnet for en sag i Højesteret for snart 10 år siden, om et læs mobiltelefoner, der var stjålet fra en kassevogn, der var parkeret udenfor chaufførens privatbolig. Højesteret nåede i den sag frem til, at der af forskellige årsager ikke var udvist grov uagtsomhed, og der dermed kunne ansvarsbegrænses, hvilket dengang fik mig til i disse spalter næsten overstadigt at konstatere, at der nu var sket en optøning af den glidebane som har skabt en lang række af forudgående domme, hvor transportørerne næsten uden undtagelse var blevet dømt for grov uagtsomhed.

Siden har retspraksis været noget mere nuanceret, hvilket det følgende eksempel, der stammer fra en dom afsagt af Sø- og Handelsretten den 21. december, meget godt belyser.

Sagen drejede sig om et parti elektroniske varer, der bortkom under en transport fra et lager i Ballerup til destinationen i Bologna.

Fakturaværdien af det bortkomne gods blev senere opgjort til kr. 122.000 og den speditør, der udførte opgaven for afsenderen anerkendte varetægtsansvaret ved at udbetale en erstatning på det ”fyrstelige” beløb af DKK 6.752,06, hvilket beløb var ansvarsbegrænset i henhold til CMR-lovens § 29, stk. 2.

Afsenderen og dennes forsikringsselskab krævede dog yderligere henholdsvis DKK 90.864,02 i erstatning og DKK 25.000,- i selvrisiko, under anbringende af, at der var udvist grov uagtsomhed under transporten og at der dermed ikke kunne ansvarsbegrænses.

Af to fakturaer udstedt den 18. marts 2008 af afsenderen til modtageren fremgik, at der samme dag blev afsendt et antal ”Apple iPods”, ”Apple iPhones”, bær-bare PC´ere samt andet computerudstyr.

Varerne havde en samlet vægt på 139,75 kg. Varerne blev hentet på afsenderens lager af speditøren den 18. marts 2008.

Da afsenderen bestilte denne transport hos speditøren, nævnte afsenderen ikke, hvad godset bestod af. Transporten var omfattet af et generelt ”Transporttilbud – Danmark / Italien” af 1. december 2007, som speditøren havde givet afsenderen.

I dette tilbud var rubrikken ”godsets art” ikke udfyldt. Det fremgik endvidere, at det drejede sig om levering ”frit på bil” fra afsenderens adresse til nogle nærmere omtalte forskellige zoner i Italien. Det fremgik også, at prisen for transport af op til to paller til den relevante zone i Italien var 1234 kr. pr. palle eksklusiv diverse afgifter og tillæg.

Speditøren viderekontraherede den i sagen omhandlede transport til et vognmandsfirma, som stillede trækker til rådighed for en af speditørens trailere med presenning over. Det fremgik af chaufførens kørselsrapport, at han den 18. marts 2008 hentede varer hos en række forskellige andre firmaer og afsenderen. Hos afsenderen fik chaufføren udleveret ”delivery note”, som han kvitterede på.

Af et fragtbrev af 8. marts 2008 udstedt af speditøren fremgik, at modtager af godset var speditørens italienske søsterselskab. Det fremgik endvidere af fragtbrevet, at den pågældende lastbil i alt medbragte 58 kolli, og at den totale vægt var 7679 kg. Den samlede transport bestod af bl.a. ”proccessors”, ”agr. products” og ”int.art./fram.print”.

Efter at chaufføren havde lastet varerne hos afsenderen og de steder, hvor den øvrige del af lasten blev afhentet, blev godset omlastet i speditørens lager i Brøndby. I retten blev senere fremlagt en videofilm optaget af et overvågningskamera under omlastningen på lageret.

Efter omlastningen kørte chaufføren fra speditørens lager mod Tavazzano og overnattede undervejs på rasteplads nær byen Grafenwöhr ved Nürnberg i Tyskland, som ikke var en særlig aflåst eller bevogtet rasteplads. Der findes dog et antal bevogtede rastepladser i en afstand af 26-56 km fra rastepladsen i Grafenwöhr.

Chaufføren kom til Tavazzano den 22. marts 2008. Den italienske speditør modtog godset den 21. marts 2008 og stemplede det som modtaget uden bemærkning. Efter at den omhandlede palle fra afsenderen var leveret til den italienske speditør, blev den stående hos den italienske speditør til den 27. marts 2008, hvor pallen blev kørt til Rom, og hvor den med det samme blev omlæsset til en ”Transtar 92” varevogn, som kørte varerne til modtageren.

Sidste del af transporten var omfattet af et fragtbrev udstedt af den italienske speditør, og det fremgår heraf bl.a., at der var tale om en palle på 124 kg. I bunden har en medarbejder fra firmaet kvitteret for modtagelsen, men der er også med håndskrift påført ordene ”non conformio” og ”manka”.

Det viste sig nemlig ved den omhandlede palles ankomst til modtageren, at de omhandlede varer var bortkommet. Det nederste af fragtbrevet er revet af, og her kan der eventuelt være påført en egentlig reklamation.

I Sø- og Handelsretten blev afhørt en række vidner, herunder en speditør, ansat hos afsenderen og vidnet kunne forklare, at firmaet kun handlede med computervarer, herunder iPods og iPhones, pc´ere osv.

Afsenderen har samarbejdet med speditøren i et års tid og har udover landevejstransport bl.a. også fået udført flytransporter fra Asien med speditøren. De varer, som afsenderen får transporteret på landevej, er ikke de samme varer, som afsenderen importerer med fly fra Østen. Til brug for speditørens håndtering af indkomne flytransporter har afsenderen udleveret en lang liste til speditøren til brug for indfortoldning af afsenderens varer, og af numrene på disse lister kan man udlede, hvilke varer afsenderen handler med.

Ved afsendelse af varer med lastvogn oplyser afsenderen derimod aldrig speditøren om, hvilken karakter godset i de enkelte transporter har. Vidnet mente, at det ikke er i afsenderens interesse, at speditøren på forhånd ved, hvad der skal sendes, da der ikke er for mange, som skal vide, hvad der skal transporteres, herunder om der skal sendes højværdi varer.

Speditøren kender således den generelle karakter af afsenderens forretning, men speditøren ved derimod ikke på forhånd, om en transport angår f.eks. printere eller tyveritækkelige varer som f.eks. iPhones. Det står dog på følgesedlen, som chaufføren får udleveret, når han overtager godset, hvad det består af.

Afsenderen er endvidere ikke ”inde over”, hvilken form for transport der skal anvendes i konkrete tilfælde. Afsenderen forventer blot, at varerne kommer frem. Afsenderen går også bare ud fra, at speditøren sørger for, at hele transporten er sikker, når der køres med ”stykgodsbiler”, hvor der er mange forskellige varetyper med i samme lastvogn. Ofte sender afsenderen en såkaldt ”delivery note”, hvoraf varernes karakter fremgår.

Det er ikke altid, at afsenderen ser det fragtbrev, der udstedes for en transport. Afsenderen bruger derimod deres delivery note som kvittering for, hvad der blevet sendt af sted.

Sø- og Handelsretten startede sine præmisser i dommen med at konstatere, at speditøren havde udbetalt erstatning for det bortkomne gods efter CMR lovens § 24, jf. § 29, stk. 2, med 6.752,06 kr. herefter.

Da bevisførelsen under sagen ikke kan føre til andet resultat, måtte retten lægge til grund, at godset var bortkommet, medens det var i speditørens varetægt, uden at det nærmere kunne fastslås, hvornår dette var sket.

Efter bevisførelsen måtte det lægges til grund, at de transporter, som afsenderen fik udført af speditøren, fandt sted med udgangspunkt i speditørens tilbud af 1. december 2007, som ikke angav noget nærmere om arten af det transporterede gods.

Hverken den omstændighed, at speditøren i forbindelse med håndtering af flytransporter for afsenderen var i besiddelse af dokumenter, som viste, at afsenderen handlede med såkaldt tyveritækkelige varer af høj værdi, eller den omstændighed, at en sælger fra speditøren havde aflagt besøg hos afsenderen i forbindelse med afgivelsen af tilbud af 1. december 2007, kunne føre til, at speditøren burde vide, at den i sagen omhandlede transport var transport af tyveritækkelig elektronik af høj værdi.

Tværtimod lagde retten vægt på den forklaring, som er refereret ovenfor og afgivet af speditøren, ansat hos afsenderen om, at afsenderen med fuldt overlæg aldrig orienterede speditøren om, hvilken karakter den enkelte transport havde, herunder om der var tale om transport af varer af høj værdi.

Speditøren var på denne baggrund, da aftalen om transporten blev indgået, berettiget til at gå ud fra, at den i sagen omhandlede transport vedrørte almindeligt stykgods.

Efter bevisførelsen kunne det lægges til grund, at afsenderen havde emballeret pallen med varer med uigennemsigtigt sort plast, således at det ikke kunne ses, hvad pallen indeholdt.

Den tysktalende chauffør underskrev ved modtagelsen af pallen hos afsenderen en delivery note, som med trykt tekst angav, at forsendelsen indeholdt visse Apple produkter. Delivery noten indeholder endvidere med håndskrift en angivelse af forsendelsens mål og vægt, og herunder har chaufføren påført sin underskrift.

I overensstemmelse med chaufførens vidneforklaring (udeladt her) lagde retten til grund, at der ikke ved afhentningen var nogen, der fortalte ham, hvad lasten indeholdt, eller at der skulle tages særlige hensyn under transporten.

Retten fandt under disse omstændigheder ikke, at speditøren, eller nogen speditøren bærer ansvaret for, vidste eller burde vide, at transporten angik tyveritækkeligt gods af høj værdi.

Når hele transporten, herunder parkeringen på den ubevogtede rasteplads, derfor måtte bedømmes, som om der var tale om transport af almindeligt stykgods, fandtes speditøren ikke at have handlet groft uagtsomt. Speditøren var derfor ikke afskåret fra at påberåbe sig ansvarsbegrænsnings-reglen i CMR lovens § 29, stk. 2, jf. CMR lovens § 37.

Sø- og Handelsretten frifandt dermed speditøren for betaling af de beløb som lå udover det ansvars-begrænsningsbeløb, som allerede inden sagens anlæg var afregnet.