Motorvej billigere end ventet
MT Højgaard har vundet opgaven med at udvide motorvejen fra Vejle Nord til Hornstrup.
Entreprenørfirmaet MT Højgaard vandt ifølge Vejle Amts Folkeblad foran fire konkurrenter, da Vejdirektoratet valgte entreprenør på udvidelsen af tre kilometer motorvej.
Vejdirektoratet havde budgetteret med en udgift på 165-170 mio. kroner, men MT Højgaards tilbud ligger på 149,5 mio. kroner.
Jortons tilbud var endda endnu billigere med et tilbud på 144,5 mio. kroner, men samlet vurderede Vejdirektoratet dog, at MT Højgaard havde den bedste løsning.
- Ud fra de kriterier, der lå ved licitationen, vægtede prisen med 40 procent, og derfor var vurderingen, at MT Højgaard kom med det bedste tilbud, siger projektleder hos Vejdirektoratet Niels Jørgen Larsen til VAF.
Arbejdet omfatter et ekstra spor i begge retninger på E45 på den tre kilometer lange strækning, samt to tosporede tilkørselsanlæg, der rammer E45 præcis midtvejs mellem Hornstrup og Vejle Nord og forbinder E45 med den kommende Herning-motorvej.
Anlægsarbejdet går i gang til april og varer i to et halvt år frem til 1. oktober 2013.