Danske marine-eksportører i Indien
En dansk delegation af eksportører til marine-industrien bag indisk fremstød.
Delegationen som netop nu er i Indien med Danish Marine Group har modtaget en officiel forespørgsel fra lokalregeringen i Kerala, angående et samarbejde om forskellige fartøjstyper - fra highspeed færger, over produkttankere til fisketrawlere. De indiske myndigheder ønsker indgå et samarbejde om eventuelt at bygge bådene lokalt med teknisk og produktmæssig assistance fra Danmark.
Interessen er skabt på baggrund af det eksportfremstød, som Danish Marine Group har stået i spidsen for, og som økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen har bakket op om. Ministeren deltog således i et seminar i Mumbai afholdt af Danish Marine Group, inden han valgte at rejse hjem til Danmark på grund af den heftige efterlønsdebat.
Brian Mikkelsen mødte bl.a. den indiske søfartsminister, G. Vasan, og i den anledning er der indgået en aftale om en dansk-indisk arbejdsgruppe inden for søfart. Arbejdsgruppen skal blandt andet styrke samarbejdet mellem erhverv og myndigheder.
Desuden mødtes den danske minister med den indiske handels- og industriminister, A. Sharma, hvor der blev fokuseret på en konkret styrkelse af samhandlen mellem Indien og Danmark.
- Besøget har vist, at det indiske skibsbygningsmarked er i fremgang, og at virksomheder, der ønsker at få en bid af kagen, skal begynde at bearbejde det indiske marked, hvilket flere danske virksomheder har fået øjnene op for – f.eks. har Selco A/S i 2010 etableret sig med et salgskontor i Mumbai, og Hempel A/S planlægger at starte produktion af maling i Indien i efteråret 2011, fortæller direktøren for Dansk Eksportforening, Ulrik Dahl, der er med den danske delegation.