Flere lastbiler tog broen
Øresundsbron tog rekordandel af lastbiltrafikken over Øresund i 2010.
Mens personbilstrafikken over Øresundsbron faldt med 0,4 procent i 2010, så steg lastbiltrafikken med hele 10 procent. Den flotte fremgang skal dog ses på baggrund af en markant nedgang i lastbiltrafikken over den dansk-svenske broforbindelse under finanskrisen.
Øresundsbron kan også glæde sig over, at 48 procent af lastbiltrafikken over Øresund valgte broen i 2010. Det er den højeste andel til dato og dermed blev 2010 et rekordår for Øresundsbron på den tunge trafik.
- Det er glædeligt at se, at lastbiltrafikken nu igen for alvor tager fart. Vi har nu over 328.000 lastbilpassager om året, hvilket lover godt for de kommende år, siger direktør Caroline Ullman-Hammer fra Øresundsbron.
Hård vinterBustrafikken over broen steg med 4,2 procent i 2010.
Personbilstrafikken over Øresundsbron steg faktisk i de måneder, hvor vejret var pænt. Men den hårde vinter i starten og slutningen af 2010 lagde så kraftig en dæmper på bilisternes lyst til en tur over sundet, at personbiltrafikken faldt med 0,4 procent.