Bank forventer fremgang
IKB Deutsche Industriebank regner med vækst på seks procent inden for transport- og logistikbranchen i Tyskland.
Ifølge IKB betyder det, at branchen i slutningen af 2011 er tilbage på niveauet fra før finanskrisen tog til. Baggrunden for den hurtige tilbagevenden til normal-tilstande er ifølge IKB, at kunderne har det godt: mange eksportvirksomheder er på imponerende vis kommet sig ovenpå krisen. Derudover driver den nationale efterspørgsel en stor del af transporten.
I kølvandet på, at transport- og logistikbranchen får det bedre, forventer IKB stigende fragtrater, da der bliver mangel på kapacitet. IKB tror, at logistikpriser vil stige med 5,5 og transportpriser med 4,5 procent.
Branchen har det dog fortsat svært, da indtjeningen stadig halter i mange virksomheder. IKB forventer dog færre konkurser (4-5 procent færre) end i fjor.